Madsnobberi kan være udmærket. Det kan være både underholdende og inspirerende at se folk, der går enormt meget op i mad, og som har nogle meget markante holdninger. Også selvom deres holdninger til mad kan virke meget elitære og være komplet urealistiske for almindelige mennesker.
Madsnobberi bliver et problem for samfundet, når det subjektive sæt af madnormer bliver formidlet som objektiv sundhed, almen moral og vejen til det gode liv.
Det er min oplevelse, at der i dag er så meget madsnobberi i medierne og madkulturen, at det i markant grad forringer folkesundheden. Jeg er klar over, at det er min subjektive oplevelse, når jeg opfatter noget som madsnobberi. Det viser dog blot, at det er muligt at have en lang uddannelse inden for mad og sundhed, at prioritere nydelse af maden og sundhed meget højt i hverdagen, og samtidig have en helt anden holdning til mad end den madsnobbede.
Her er nogle aktuelle eksempler på madsnobberi:
– Fødevareminister Dan Jørgensens tænketank og måltidsråd.
– New Nordic Diet med krævende opskrifter og mystiske ingredienser.
– Ideen om, at hver person eller husstand bør lave sin egen mad fra bunden.
– Ideen om ’gode’ råvarer.
– Slankebøger, der reelt er kogebøger med lækker, men også mærkelig og krævende mad.
– Sundhedsbøger, der også reelt er kogebøger med underlig mad.
– Ideen om supermad.
– Normen om, at madlavning skal opleves som rart, afstressende og livskvalitet.
– Osv.
Som Søren Kierkegaard skrev, så er hemmeligheden i al hjælpekunst, at man først og fremmest måde må møde den enkelte, hvor hun eller han er. Madsnobberi er baseret på det modsatte princip og bliver dermed i bedste fald til god underholdning eller en livagtig drøm og i værste fald, så bliver det opfattet som, at sund mad er så krævende og komplet umuligt, at man lige så godt helt kan lade være med at lave om på noget – og i stedet kaste sig i sofaen og spise mere slik eller kage for at stresse ned igen oven på den madstress, der ligger i kølvandet på madsnobberiet.
Madsnobberi holder udviklingen tilbage
Mad og madlavning har mange forskellige betydninger for mennesker og vores sociale omgang med hinanden. En af de mest kraftfulde betydninger er, at bestemte former for mad og madlavning signalerer overskud, mens andre former for mad signalerer det modsatte. Det er dog ikke en naturlov, at det skal forholde sig sådan. Det er en kulturlov. Det er en social konstruktion, som vi kan dekonstruere, hvis vi vil. Danmark er muligvis det land i verden med de mest markante kulturlove om mad. I f.eks. både Sverige og USA er holdningerne helt anderledes. Der er det bl.a. fuldt ud accepteret, at man på forskellig vis lader virksomheder stå for fremstillingen af maden, mens man så selv bruger sin sparsomme energi på at vælge og spise. I Danmark insisterer madeliten på at blive ved med at stresse befolkningen med konstante krav om, at vi skal lave mad fra bunden af gode råvarer. Det er nærmest en moralsk pligt som en god samfundsborger at gå op i mad og madlavning på den måde. Måske ikke hver person, men så i det mindste en i hver husholdning. Personer, der spiser alene, hvor madlavningen så mister sin sociale funktion, bliver kørt helt ud på et sidespor. Det samme gør alle andre, der har andre normer om mad, madlavning og livskvalitet.
Det er på tide med et opgør med madsnobberiet. Det er selvfølgelig ok at være madsnob, ligesom det er ok at spise på McDonalds hver aften. Man er ikke et bedre, sundere eller gladere menneske, fordi man er madsnob. Det er bare en måde at forholde sig til mad på. Andre kan forholde sig til mad på andre måder, hvis det harmonerer bedre med dem. Det ene er ikke objektivt sundere eller moralsk bedre end det andet. Sundhed, moral og livskvalitet handler om noget helt andet end madsnobberi og kan forenes med stort set alle subjektive holdninger til mad, måltider og madlavning. Dét er kunsten.