Fitnessfanatisme er et sundhedsproblem

Fitnessfanatisme er usundt for den enkelte, hæmmer folkesundheden og bremser udviklingen af bevidst sundhed.

Fitnessfanatisme er, når man bruger så meget tid og energi på at dyrke fitnesstræning og fitnesskrop, at det reducerer den enkeltes fysiske, mentale eller sociale sundhed. Man er ikke automatisk fitnessfanatiker, fordi man går i fitnesscenter eller laver styrketræning.

Fitnessfanatisme indgår ofte i spiseforstyrrelserne anoreksi, bulimi, ortoreksi og megareksi. Anoreksi er sygelig optagethed af at være tynd. Fitnesstræning kan bruges i stedet for opkast, hvis man lider af bulimi. Ortoreksi er sygelig optagethed af at være sund. Megareksi er sygelig optagethed af at have store, synlige muskler, herunder overarme og six-pack. Fitnessfanatisme indgår endvidere i lidelsen Body Dysmorphic Syndrome, hvor man stirrer sig blind på små, ”uperfekte” detaljer i kroppen og bliver mentalt besat af at forbedre det. Fitnesstræning øger risikoen for at udvikle disse lidelser, ligesom mennesker, der i forvejen døjer med dem, bliver draget af fitnessverdenen.

Bevidsthed om fysisk fitness og bevidst brug af kroppen med henblik på at øge eller vedligeholde den fysiske fitness er en vigtig del af bevidst sundhed. Men det udgør et særligt problem, når fitness bliver fanatisk eller forvekslet med noget andet. Det er særligt problematisk, når dyrkelse af fitnesstræning og den perfekte fitnesskrop bliver forvekslet med religion, anerkendelse og attraktivitet. Mange går så meget op i fitness, at det nærmest er at sammenligne med fundamentalistisk-dogmatisk religiøs fanatisme. Det hæmmer den fredelige sameksistens. Det er problematisk for samfundsudviklingen, at vi har skabt en narcissistisk ego-kultur, hvor man bliver mere anerkendt for at dyrke sin egen krop og træning end for at hjælpe andre mennesker. Anerkendelseseffekten ses bl.a. i fitnessfolks iver efter at dele deres træningsindsats og resultater på de sociale medier og den anerkendende respons de får fra andre. Og de seneste ugers debat om far-kroppen (og mor-kroppen) har skabt panik blandt fitnessfolk, da den afslører, at mange opfatter en hård, toptunet fitnesskrop som mindre attraktiv end en mere blød og afslappet ’far-krop’. Hvis attraktivitet er den primære årsag til, at man træner, så er det selvfølgelig ærgerligt at indse, at en anden krop, der er udtryk for andre værdier, faktisk er meget mere attraktiv. Den kollektive illusion om, at man er lækker, fordi man træner, brister, og den fitnessformede lækkerhedskultur går i opløsning. Det, mener jeg, vil være en sund udvikling.

Fitnessfanatisme er fysisk usundt, hvis det omfatter kronisk overtræning, nedbrud af kroppen og/eller misbrug af steroider eller anden medicin med sundhedsskadelige bivirkninger.

Fitnessfanatisme er mentalt usundt, hvis det fører til eller er udtryk for en spiseforstyrrelse, motionsforstyrrelse eller forstyrret kropsopfattelse. ’Spiseforstyrrelser’ er i virkeligheden et ikke-dækkende begreb, da det lige så vel kan være ’motionsforstyrrelser’. Fælles er en overidentifikation med kroppen og et forsøg på kompensatorisk overkontrol i forhold til andre problemer i tilværelsen.

Fitnessfanatisme er socialt usundt for den enkelte, hvis det hæmmer samværet med andre mennesker, fordi træningen og kostreglerne fylder for meget.

Fitnessfanatikere fylder meget i det offentlige rum og i medierne, og de udgør en ekstrem yderpol, der giver almindelige mennesker en oplevelse af, at sund kost og motion er komplet umuligt for dem. Så man kan lige så godt helt lade være og betragte fitness og sundhed som en ekstrem livsstil, man kan underholde sig med i fjernsynet, mens man spiser slik. Dermed virker fitnessfanatisme hæmmende for folkesundheden.

Fitnessfanatisme er udtryk for et overdrevet fokus på nogle få af de elementer, der udgør den samlede sundhed. Sundhed bliver reduceret til et spørgsmål om den perfekte kost, træning og kropsfedtprocent. Det kan let føre til, at man overser, forsømmer eller forværrer andre og vigtige elementer i sundhedskæden KRAMS såsom stress, spiseglæde, sex, sol, sanselighed, salighed, samhørighed, selvforglemmelse og spiritualitet.

Når fitnessfanatisme kammer helt over, så bliver det til fitnessfascisme. Det er, når fitnessfanatikerne mener, at de er mere værdifulde mennesker med ret til at nedgøre dem, der er uden for fitnesskulturen. Eller når fitness bliver en dominerende, styrende norm i samfundet.