Holistisk Sundhed har to dele: en individuel og en ikke så individuel del. Individuel sundhed er at have det så godt som muligt fysisk, mentalt og socialt. Den ikke så individuelle sundhed omfatter tre yderligere aspekter: spirituel, politisk og økologisk sundhed. Disse er straks sværere at forholde sig til og gøre noget effektivt ved.
Spirituel sundhed kan defineres som at have det så godt som muligt i ånden. Før man overhovedet kan forholde sig til spirituel sundhed, så kræver det, at man er i kontakt med ånden. De fleste kan bringes i kontakt med deres krop, psyke og relationer; det er straks mere kompleks med ånden i vores åndsbenægtende, moderne kultur.
Politisk sundhed kan defineres som at have det så godt som muligt med udøvelsen af magt og autoritet i samfundet. Det gælder, uanset hvor meget man selv bidrager til selve udøvelsen af magt, eller man mere bliver passivt påvirket af andre, der udøver magten. Vi har igen her et besværligt første trin med overhovedet at erkende, at der forekommer magtudøvelse, og de mange subtile måder, hvorpå denne magtudøvelse foregår og påvirker os på.
Klimadebatten hører ind under den økologiske sundhed. Det handler om planetens sundhed. Dette aspekt af Holistisk Sundhed er noget lettere at få folk til at forstå relevansen af. Økologisk sundhed handler dog om meget mere end klima.
Spirituel, politisk og økologisk sundhed påvirker også den individuelle sundhed. Derudover er det muligt at vurdere eller i hvert fald diskutere, hvor sunde eller usunde forskellige opfattelser indenfor spirituel, politisk og økologisk sundhed er ud fra, hvordan de påvirker den fælles sundhed.
Sund spiritualitet er karakteriseret ved en oplevelse af at være forbundet med alle andre mennesker og ikke kun med andre ‘udvalgte’. Det omfatter naturlig næstekærlighed og en dyb medfølelse med andres lidelser. Det giver en motivation til at hjælpe andre i erkendelse af, at vi dybest set er forskellige dele af den samme bevidsthed.
Sund politik er baseret på sund spiritualitet og søger derfor sandhed, frihed og retfærdighed for alle. Sund politik er ideelt set handle-aspektet af sund spiritualitet. Hvor spiritualitet er yin, så er politik yang – og yin og yang er som bekendt hinandens uadskillelige forudsætninger.
Sund økologi er en planet og et miljø, der på en bæredygtig måde giver gode betingelser for optimal sundhed på de andre områder. Vi har ingen Planet B, så det siger sig selv, at vi bør behandle Jorden med respekt. Det handler i praksis om meget mere end at købe økologiske grøntsager i Brugsen. Det handler dybest set om valget mellem en spirituel eller en materiel livsstil, idet den materielle livsstil kræver mange flere af Jordens ressourcer end den spirituelle livsstil, som måske var den oprindelige mening med vores eksistens.
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.