Jeg har set den nye Netflix-dokumentar ‘Trust Me: The False Prophet’ og kom til at tænke på det generelle fænomen ‘Far-kult’ og mine personlige erfaringer med det.
Dokumentaren minder mig på en måde om min egen barndom, og hvordan seksuelle overgreb på børn kan normaliseres i en familie, hvor far-rollen bliver centraliseret og gjort til autoritet, der kræver blind lydighed.
Da jeg blev færdig med dokumentaren i går, så jeg dernæst endnu en video med historiker Antony Cummins, hvor han igen kritiserede den kampkunst, som jeg i min ungdom på næsten magisk vis følte mig draget af.
Som teenager flygtede jeg ind i bøgernes verden på Silkeborg Bibliotek, og jeg fandt en særligt beroligende tilflugt i Ninja-bøgerne af Stephen K. Hayes. Både som ung og voksen var jeg også rundt og prøvede at træne rigtig ninja-træning med forskellige lærere. Min bedste erfaring var med en lærer i Sorø, da jeg boede der i 1990’erne, da han kombinerede ninja-træning med kickboxing med beskyttelsesudstyr og fuld kontakt-sparring. Det var sjovt, og jeg kom af med nogle aggressioner.
Set i bakspejlet står det mig klart, at jeg så Stephen K. Hayes som den far, jeg aldrig havde. Med den rette kombination af styrke og visdom. Det står mig også klart, at min fascination af kampkunst (jeg trænede i mange forskellige systemer) og af våben (som ikke særligt gammelt barn gik jeg ofte med dolk i bæltet) også har handlet om, at jeg som barn fra 5-6 års alderen og frem følte mig kronisk truet på livet, så jeg havde brug for at kunne forsvare mig selv.
Stephen K. Hayes’ lærer er Masaaki Hatsumi, og siden han blev gjort verdenskendt og populær af Hayes’ bestseller-bøger, er der opstået, hvad jeg og andre opfatter som en personkult omkring ham. Eller nærmere bestemt en far-kult af voksne børn (især drenge), der i deres længsel efter en god far-figur har underkastet sig soke Hatsumi som ham, de følger blindt – kombineret med romantiske illusioner om kamp, krig og vold.
Problemet er bare, at både profeten i Netflix-dokumentaren og Masaaki Hatsumi er bedragere – på meget forskellige områder ganske vist, men med det totale fravær af kritisk tænkning hos deres følgere som et fælles træk. Ifølge historiker Antony Cummins og andre, der faktisk har forsket i det, så findes der nemlig slet ikke nogen særlig ninja-kampkunst. Der er simpelthen ingen historiske beviser for de påstande, som Masaaki Hatsumis populære og verdensomspændende Bujinkan-skole er baseret på. Det er noget, Hatsumi selv har fundet på inspireret af populære fiktionsfilm om ninjaer og selvfølgelig af den reelle japanske kampkunst-tradition, der, når det kommer til ubevæbnet nærkamp, bare slet ikke omfatter nogen specielle ninja-tricks. De samme tricks blev lært og brugt af alle samuraier.
Stephen K. Hayes brød med sin lærer for at danne sit eget system og i protest mod, hvad han opfattede som forældede teknikker, der er ineffektive mod moderne trusler. Han har dog ikke opgivet myten om ninjaerne, da hele hans forretningsimperium, ligesom Hatsumis, er baseret herpå. Hayes blev voldsomt upopulær blandt de mange, der blev i Hatsumi-som-far-kulten (Bujinkan). Reaktionerne minder om dem, man møder, når man træder ud af en religiøs kult. Hayes har så, måske, lavet sin egen kult i stedet for. Jeg har i hvert fald stadigvæk far-følelser for ham, selvom jeg aldrig har mødt ham.
Både Hayes og Cummins er gode til at sætte ord på den samme kritik, som jeg også har af Bujinkan-træning. Man bliver rigtig god til at forsvare sig mod angreb, man aldrig vil møde i den virkelige verden i dagens samfund (med mindre man bliver overfaldet af en anden Bujinkan-kæmper). Til gengæld lærer man aldrig at forsvare sig i det kaos, som et rigtigt overfald er, da træningen foregår som leg, rollespil og fokus på indviklede, akrobatiske teknikker i stedet for det, der faktisk virker i kampens hede.
Bujinkan er efter min mening en persondyrkende far-kult forklædt som traditionel japansk kampkunst, hvor de lydige disciple lærer en romantiseret, urealistisk tilgang til selvforsvar. Resultatet er, at når disciplene bliver overfaldet på gaden, så bliver de så lammet af chok, at de ikke kan finde ud af at forsvare sig i mødet med voldens rå, udisciplinerede brutalitet. Illusionen om styrke er let at fastholde, så længe man ikke bliver overfaldet sådan rigtigt, og i den fredelige tilstand kan man så glæde sig over, at man endelig fandt den far, som man længtes efter som barn. Mens man spilder sin tid og energi, og det var netop den følelse af spild, der gjorde, at jeg aldrig holdt ved træningen særligt længe ad gangen.
Når det er sagt, så er der helt klart mange fra Bujinkan, der er gode til at slås. Det får mig til at tænke bredere på, hvad det egentlig vil sige at være god til at slås og forsvare sig selv i dagens Danmark. Mange af grundteknikkerne i Bujinkan og mange andre former for kampsport og kampkunst indebærer risiko for at sende dig i fængsel, hvis du bruger dem mod en virkelig angriber på gaden. Hvor meget kampkunst og selvforsvar er der i det, hvis man ender i fængsel for at forsvare sig selv?
En moderne kampkunst er nødt til at tilpasse sig både de fysiske trusler og de juridiske trusler, der følger af at forsvare sig selv. I Danmark er det sådan, at hvis man får en knytnæve i ansigtet og en flaske i hovedet og derefter slår igen på ham, man blev angrebet af, så bliver både angriberen og forsvareren sigtet for vold. Det betragtes ikke som nødværge at slå igen, og stort set alle kampkunstformer er baseret på at slå igen for at stoppe angrebet.
Jeg mødte for et par år siden en mand, der fortalte, at han for nylig var blevet overfaldet af tre mænd på Rådhuspladsen, og da han forsvarede sig selv ved at smadre dem i gulvet, så blev han selv straffet med tre måneders fængsel. Straffen er strengere, hvis man er trænet i nærkamp og derfor burde vide, hvad man gør. Men man bliver trænet i noget, der i en selvforsvarssituation lynhurtigt bringer dig på den forkerte side af loven. Denne grænse mellem nødværge og vold gør, at det meste af det, man lærer i Bujinkan, karate, MMA, osv. er ulovligt at bruge i praksis. Realistisk, effektiv og sikker selvforsvar er derfor noget helt andet for private borgere nu om stunder.
Relateret: