Forestil dig en moderne, etisk og spirituel form for underkastelse for godhed. Det vil de politiske, økonomiske og bedrageriske magthavere ikke bryde sig om.
‘Islam’ betyder som bekendt noget i retning af ‘underkastelse’. Det er i den moderne vestlige kultur blevet drejet til noget negativt, og lad mig tilføje, at en del muslimer samt islamistiske nationer og organisationer gør sit til at forstærke det negative indtryk. Men hvorvidt underkastelse som sådan er gavnligt eller skadeligt afhænger af de etiske principper, man underkaster sig for.
‘Allah’ betyder som bekendt blot ‘Gud’ på arabisk. Essensen i islam er underkastelse for Gud. Forestil dig, at Gud ikke er en gammel mand oppe i en sky, men derimod noget der er umuligt for os mennesker at forstå fuldt ud. Det nærmeste vi kan komme en forståelse af Gud er via etiske principper og værdier for vores levevis.
Hvis de etiske principper og værdier for Gud er godhed, kærlighed, sandhed, retfærdighed og fred, så er det vel ikke det værste at underkaste sig? For at sige det på jysk. Faktisk er den form for “islam” (dvs. underkastelse for godhed) i tråd med bl.a. Zarathustras budskab om, at der pågår en åndelig krig mellem Lyset og Mørket. Man vælger Gud ved at vælge Lyset og bekæmpe Mørket.
Spirituel islam truer rigmandsklubben
Forestil dig at Mørket ikke er menneskelig frihed (som propagandaen for islamisme ellers vil have os til at tro), men derimod modsætningerne til godhed (dvs. ondskab), kærlighed (dvs. had), sandhed (dvs. løgn), retfærdighed (dvs. uretfærdighed) og fred (dvs. krig), så har vi pludselig en religion, der udgør en stor trussel for den rigmandsklub, der styrer verden. Den rigmandsklub vil hellere have, at vi underkaster os den åndløse materialisme, for så kan vi styres af penge, frygt, begær og uvidenhed.
‘Jihad’ betyder noget i retning af ‘hellig krig’. Forestil dig, at jihad ikke er en voldelig terrorkrig mod vestlig livsstil, men derimod en fredelig insisteren på godhed i stedet for ondskab, kærlighed i stedet for had, sandhed i stedet for løgn, retfærdighed i stedet for uretfærdighed og fred i stedet for krig. Kan du se, hvor farlig islam så ville være for de magthavere, der ikke burde være der?
Relateret:
