Styrelsen for Samfundssind prøver med en ny kampagne at sælge blind autoritetstro som kritisk tænkning. Det er et bedrag.
Styrelsen for Samfundssikkerhed (som jeg kalder Styrelsen for Samfundssind) delte den 19. februar dette opslag på Facebook:
Afsenderen af hjemmesiden værkritisk.dk er også Styrelsen for Samfundssikkerhed.
På forsiden kan vi læse:
Fremmede magter spreder falske og vildledende historier for at påvirke dit verdensbillede og skabe splittelse i vores samfund.
Uha, uha. Hvad mon det er for nogle fremmede magter? Og hvem er de magter, vi kan stole på?
Derefter på forsiden kan vi læse:
Beskyt dig selv og vores demokrati ved at være kritisk over for, hvad du læser og hører. Jo sværere du er at manipulere, jo stærkere står vi.
Det handler åbenbart om sammenhold og samfundssind. Vi kan hurtigt blive enige om, at det er godt at være kritisk over for, hvad man læser og hører, og faktisk også overfor hvad man ser på hjemmesider.
Jeg er derimod uenig i, at det kan handle om at beskytte vores demokrati, da Danmark jo ikke er et demokrati, men et indskrænket monarki. Men lad nu det ligge for en stund.
Så kommer vi til tre-trins-guiden:
Det centrale her er trin 3, hvor der i den uddybende tekst bl.a. står:
Indhold på sociale medier bliver ikke faktatjekket, som det gør i traditionelle nyhedsmedier.
Det er på en måde rigtigt, og på en anden måde forkert.
Budskabet er tydeligvis, at vi skal stole på indhold, der kommer fra traditionelle nyhedsmedier og have mistillid til indhold fra andre medier.
Lad os se nærmere på, hvad Styrelsen for Samfundssikkerhed definerer som troværdige kilder:
En pålidelig kilde har en tydelig, troværdig afsender som, uden skjulte dagsordener, leverer information, som er faktuelt korrekt.
Pålidelige kilder er fx nyhedsmedier, der har en redaktion, som undersøger og vurderer historiers troværdighed og som er underlagt medieansvarsloven. Medieansvarsloven fastslår, at mediet er ansvarligt for at handle i overensstemmelse med god presseetik.
Pålidelige kilder er også myndigheder og offentlige institutioner, som er forpligtet til at give korrekt information og kan drages til ansvar, hvis de ikke gør det.
Jeg er enig i vigtigheden af en tydelig, troværdig afsender. Det er derimod ikke så enkelt at finde ud af, om en afsender har skjulte dagsordener. Faktatjek er heller ikke så enkelt, da det bl.a. er særligt vanskeligt at vurdere de fakta om en sag, der er blevet udeladt af afsenderen. Det, der er fakta fra ét perspektiv, kan være løgn fra et andet. Under alle omstændigheder er fakta noget, man tilnærmer sig ved at tillade en fri og åben udveksling af uenige synspunkter i stedet for at stole på den kilde, der har flest penge i ryggen.
Det er efter min mening et utilstrækkeligt kvalitetskriterie for en troværdig afsender, at et nyhedsmedie har en redaktion og er underlagt medieansvarsloven. Den lov handler især om, at kilder skal behandles på en bestemt måde, hvilket er udmærket, selvom det samtidig forhindrer mediet i at agere hurtigt, fleksibelt og kritisk.
Det er korrekt, at loven sikrer, at medier ikke bringer direkte løgnehistorier. Problemet er, at disse regler på ingen måde forhindrer nyhedsmedier i at udøve propaganda i stedet for sandhedssøgende journalistik. Det hedder ‘redaktionel frihed’, når man klager til Pressenævnet over propaganda, og det bliver misbrugt af nyhedsmedier til at producere de historier, som mediet selv får mest ud af og samtidig undertrykke de historier, som på en eller anden måde kan give problemer for mediet. Denne problemstilling forholder guiden sig slet ikke til. Tværtimod opfordres læserne til at have blind tillid til nyhedsmedier underlagt medieansvarsloven, med loven som det der garanterer kvaliteten.
Det nævnes heller ikke, at de fleste af disse “troværdige” nyhedsmedier samtidig er finansieret helt eller delvist af staten, ligesom det ignoreres, at statsmagten i Danmark ligesom fremmede magter har interesser i at påvirke, hvilke historier om verden danskerne tror på. Det fundamentale spørgsmål er derfor, om det danske folk kan have tillid til magthaverne i Danmark? Bør vi ikke lære at forholde os kritisk til nyheder fra alle former for magthavere, uanset om de kommer fra Danmark eller udlandet? Det er ægte kritisk tænkning.
Styrelsen for Samfundssikkerhed fremhæver også myndigheder og offentlige institutioner som troværdige kilder, da de kan drages til ansvar, hvis de ikke bringer korrekt information. Coronakrisen viste efter min vurdering meget tydeligt, at de faglige sundhedsmyndigheder som f.eks. Sundhedsstyrelsen er blevet kuppet oppefra fra minister- og ministerie-niveau, så de nu i hvert fald også i nogle tilfælde drejer den sundhedsfaglige information, så den tjener et bestemt politisk formål og undertrykker eller ignorerer andre formål, som den samme sundhedsfaglige information også kunne have tjent.
Det betyder ikke, at myndighederne lyver om alt, men konsekvensen af coronakrisen er, at de faglige myndigheder skal gøre sig fortjent til befolkningens tillid på ny. Det betyder desværre også, at jo større krisen er, des mindre kan vi stole på myndighederne, bl.a. fordi de store kriser ofte er skabt eller forstærket af dem, der får penge og magt ud af store kriser. Det er trist, da det ikke burde være sådan i et oplyst demokrati. Når det rent faktisk er sådan, så er det måske fordi, at Danmark slet ikke er det oplyste demokrati, som vi ellers ynder at identificere os som.
Værkritisk.dk er på den måde en kampagne fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, der opfordrer danskerne til at være kritiske ved at lære dem, hvordan man er ukritisk. Man er nemlig ukritisk, hvis man nærer blind tro på autoritære kilder, også selvom disse kilder ikke altid lyver. Styrelsen for Samfundssikkerhed prøver dermed at sælge blind autoritetstro som kritisk tænkning. Det er et bedrag.
Relateret: