Jeg abonnerer på mange forskellige videnskabelige tidsskrifter. Et af dem hedder ‘International Journal of Impotence Research’.
Der er mange tekniske og avancerede bud på løsninger til mænd, der døjer med impotens. Jeg har dog tit undret mig over, at den mest oplagte årsag til impotens bliver ignoreret: Ejakulation.
Ejakulation bliver i folkemunde også omtalt som “at komme” og “at sprøjte”. Det er den fysiologiske proces, der omfatter tømning af sæd gennem urinrøret via automatiske muskelsammentrækninger.
Selve ejakulationen er som regel forbundet med intens nydelse. Perioden op til ejakulationen er som regel karakteriseret ved intens lyst og meget hård erektion. Perioden efter ejakulation er derimod karakteriseret ved fravær af lyst til sex og tiltagende blød penis. Ejakulation er dermed årsag til både psykologisk og fysiologisk impotens. Det er blot et spørgsmål om, hvor længe det varer.
Impotens er et seksuelt problem, der rammer mænd med stigende hyppighed, efterhånden som de bliver ældre. En overset årsag til det kan være, at mænd glemmer at justere deres sexliv med deres fremskridende biologiske alder. Hvis man forventer at have lyst til at ejakulere lige så ofte, når man er i 50’erne, som da man var i 20’erne, så vil man næsten uundgåeligt opleve “impotens” defineret som ufrivillig blød penis.
Dyrk mere sex uden ejakulation
Spørgsmålet er, hvor mange tilfælde af “impotens”, der ikke har anden klinisk årsag end forventning om at kunne “præstere” som midaldrende og ældre mand, som man kunne da man var ung. De tilfælde ville kunne behandles med et simpelt råd: Reducer hyppigheden af ejakulation.
Efterhånden som en mand bliver ældre, så går der længere og længere tid mellem hver ejakulation, før kroppen er klar til en ny sædtømning. Hvis man fortsætter et sexliv med samme høje hyppighed af ejakulation, så vil det i sig selv reducere lysten og evnen til erektion. Simpelthen fordi effekten af ejakulation er “impotens”.
Varigheden af perioden mellem hver ejakulation kan dermed have stor betydning for mandens oplevelse af potens. Jo længere varighed, des større potens.
Mandens fysiologi stemmer godt overens med ældgamle anbefalinger indenfor tantrisk seksualitet. Her er det også anbefalingen, at hyppigheden af ejakulation reduceres med stigende alder. Indenfor tantra handler det om at bevare energien i stedet for at spilde den ved ejakulationen. Der er her tale om en form for spirituel energi eller essens.
At afstå fra ejakulation betyder ikke nødvendigvis, at man afstår fra sex. Det er ikke nødvendigvis et nederlag, hvis manden ikke kan afslutte samlejet med en stor pornofinale af et sprøjteshow. Måske snarere tværtimod. Kunsten er at mærke efter, hvornår det er tid til sex med ejakulation og med reduktion af energi, og hvornår det er til sex uden ejakulation og dermed opbygning af energi.
Ligesom man med mindful spisning kan komme i bedre kontakt med kroppens skiftende behov for føde, så kan man med mindful sex komme i bedre kontakt med kroppens skiftende behov for sex. Det gælder om at slå autopiloten fra og opdage, at man også kan have sex på andre måder end i porno-tilstand.
Orgasmer uden ejakulation
Øget bevidsthed i forbindelse med sex gør det også muligt at skelne mellem ejakulation og orgasme. Det er således muligt også for en mand at få orgasmer uden at ejakulere og dermed uden at miste energi og potens. I følge taoistisk sundhedsteori så er det noget af det sundeste, man som man kan gøre. Altså: Masser af sex, masser af orgasmer, bare uden den sædvanlige finale.
Primitiv, maskulin sex er drevet af begær og har fokus på ejakulationen som mål. En stor del af nydelsen ved ejakulationen i begærfyldt sex er nydelsen af, at ubehaget ved begæret aftager under ejakulationen. Den form for nydelse minder om nydelse ved smertestillende behandling, hvor man nyder, at smerten aftager. Forskellen er, at de fleste mænd ikke er bevidste om, at også det seksuelle begær er forbundet med ubehag. De kommer dermed til at tro, at ejakulationen er den eneste kilde til intens nydelse ved sex.
Tantrisk sex er nærværende, langsom og langvarig. Det foregår med meditativ bevidsthed om sansning og nydelse fra øjeblik til øjeblik. Målet er at være helt til stede i processen og transformere den seksuelle lyst til spirituelt lys. Det kan i øvrigt sagtens foregå med blød penis, da det dybest set slet ikke handler om kønsorganerne, men snarere om en form for bioenergetisk polaritet, der omfatter hele kroppen.
Det siger sig selv, at det selvfølgelig kun virker sundhedsmæssigt og spirituelt fremmende, hvis det seksuelle samkvem foregår frivilligt og i en tryg atmosfære. Tantrisk sex kræver også ægte seksuel polaritet oplevet af begge parter. Hvis den ene tænder på den anden, mens den anden ikke tænder på den ene, så er det mere voldtægt end tantra.
Tantrisk sex er derfor ikke en ydelse, der kan professionaliseres og sælges til alle. Det kan måske forklare, hvorfor mange mænd, der går til “tantramassage” slet ikke får noget særligt udbytte af det, da relationen ikke har ægte polaritet. Det kan også forklare, hvorfor mange kvinder, der sælger “tantramassage” ender op med at føle sig ødelagte som prostituerede med selvskadende adfærd og ikke som spirituelle healere.
Cover: Unsplash.com (Deon Black)
Relateret: