Jeg medvirkede ufrivilligt som pornomodel som barn i 1970’erne. Dengang var børneporno lovligt.
Jeg blev seksuelt misbrugt som barn.
Nogle gange blev der taget billeder af mishandlingen.
Billederne blev solgt, og de voksne delte pengene.
Det var næsten lovligt dengang forstået på den måde, at det var lovligt at sælge og være i besiddelse af børneporno, men det var ikke lovligt at producere det. Sådan var Danmark i 1970’erne. Blade med børneporno kunne købes frit i landets kiosker.
Da jeg som teenager ville sige det til nogen, blev det opdaget af gerningsmændene. Først fik jeg tæsk, der resulterede i en nær-døden-oplevelse.
Derefter fik jeg flere tæsk.
Så blev jeg lokket/presset til have sex med forskellige voksne kvinder i kulten, selvom jeg egentlig ikke rigtigt havde lyst og egentlig ikke rigtigt kunne finde ud af det.
Det og endnu værre ting gjorde mig medskyldig, fortalte de mig, så jeg kunne lige så godt tage imod deres tilbud om penge mod at holde kæft. Det ville også gå ud over mig selv, hvis det kom frem. Jeg ville bl.a. miste alle mine venner, og jeg ville komme i fængsel, lærte jeg.
Så jeg tog imod bestikkelsen. Jeg havde aldrig haft så mange penge mellem hænderne før. Jeg købte min første computer for pengene. Det var en MicroBee. Jeg ærgrer mig stadigvæk over, at jeg ikke købte en Commodore 64.
Hvis nogen pædofile i dag tror, at deres køb af børneporno ikke gør skade på børn, så tager de fejl. Deres køb motiverer andre til at begå overgreb på børn, og nogle former for køb er næsten lige så slemme som selv at medvirke i de fysiske overgreb. Jeg husker tydeligt begejstringen i de voksnes blik, når de havde fået solgt en ny stak pornobilleder til børneliderlige københavnere.
Moderne teknologi kan både bruges til at etiske pædofile kan tilfredsstille deres behov helt uden at involvere rigtige børn, men det kan også misbruges til, at pædofile kan begå overgreb på afstand.
Hvis børnesexdukker og AI-børneporno kan forhindre pædofile i at begå overgreb på levende børn, så er jeg tilhænger af lovliggørelse af det.
Objektiv forskning bør afgøre, hvordan vi som samfund bedst håndterer den realitet, at der findes både pædofile med stærke lyster og børn, der tager skade, hvis de bliver ofre for pædofile, der vælger at udleve deres lyster på rigtige, levende børn.
To forskellige skader
Tillad mig i øvrigt at minde om, at der er to forskellige årsager til, at børn tager skade af seksuelle overgreb.
For det første er der skadevirkningerne af selve de seksuelle overgreb. Det er primært det, der er fokus på i den offentlige debat om emnet.
For det andet, og det er der for lidt fokus på efter min mening, er der skadevirkningerne af den vold og de trusler, som børnene (ofrene) efterfølgende bliver udsat for af gerningspersonerne, da de pædofile er panisk bange for at blive opdaget. Det var de i 1970’erne, så det er de formentlig i langt højere grad i dag, hvor samfundet ser med endnu større fordømmelse på voksne, der har sex med børn.
Har jeg taget skade? Ja. Men det har også resulteret i et konstrktivt livsmotte: Livet går ud på at få det bedst mulige ud af den måde, man er blevet fucket op på. I mit tilfælde så helt bogstaveligt.
Intet er så skidt, at det ikke også kan være godt for noget. Modstand giver styrke. Jeg har en personlig erfaring med Mørket, som de fleste heldigvis aldrig kommer i nærheden af. Den erfaring bruger jeg nu som Lyskriger mod Mørkets mange forskellige manifestationer i det moderne samfund. Nu gør jeg det, som jeg ikke turde dengang: Jeg siger det til nogen!
Relateret: