Jeg påpegede tendensen med sundhedsfascisme længe før, WHO med coronabesættelsen bekræftede mig i, at jeg havde meget mere ret, end jeg selv havde frygtet.
Efterhånden som WHO gradvist blev overtaget af global-politiske og vaccineindustrielle interesser ændrede verdenssundhedsorganisationen opfattelse af, hvad sundhed er.
Det er mit indtryk, at WHO nu mener, at man kan være sund uden frihed, og at reduktion i frihed nærmest er sundhedsfremmende i sig selv. Det fremgår af WHO’s coronapolitik og deres følgende ændringer i de internationale sundhedsbestemmelser og ny pandemitraktat, at frihed for private borgere og private virksomheder er en trussel mod folkesundheden. WHO’s sundhedspolitik har således nu reduktion af frihed som den gennemgående strategi.
En sundhedskulturel pandemi
Denne opfattelse af, at sundhed og frihed er modsætninger, har i mange år været en form for sundhedskulturel pandemi. Vi ser det f.eks. meget tydeligt i behandlingen af overvægt. Det er stadigvæk de frihedsreducerende tilbud, der er mest populære, også selvom staten ikke presser folk til dem.
Alle populære slankekure, kostplaner og diæter går således ud på at begrænse klientens frihed. De fleste både diætister og patienter har ikke fantasi til at forestille sig, at det kan være anderledes. Eller måske bilder både slankevejlederne og slankeklienterne sig selv og hinanden ind, at de tilbyder og har masser af frihed, selvom deres metoder fundamentalt set altid går ud på at fjerne det frie valg.
Dermed flyttes magten fra den enkelte til eksperten, planen, programmet eller appen på telefonen, der fortæller, hvad man nu skal putte i hovedet under armen. Sådan en kultur understøtter også mediernes magt i samfundet.
Sundhed i stedet for militær
Det er min opfattelse, at fascisme nu bliver forsøgt indført i version 2.0 ved hjælp af sundhed i stedet for militær. Det har jeg påpeget i mange år, også længe før coronabesættelsen i 2020, selvom coronaen selvfølgelig viste, at jeg havde mere ret i min analyse, end jeg selv troede.
Fordelen ved at bruge sundhed i stedet for militær er, at fascismen så er usynlig, og de fleste underkaster sig sundhedsfascismen frivilligt, for alle vil jo gerne være sunde og undgå at være skyld i, at andre bliver syge.
Corona og den næste pandemi er på den måde en naturlig overbygning på den fascistiske sundhedskultur, der har hersket i både medierne og blandt fagfolk i flere årtier forinden. Især indenfor kost og motion, hvor de bedst sælgende og mest populære eksperter er de mest fascistiske. Selvfølgelig på en sød, charmerende og hyggelig måde. Det er jo Danmark, hvor alle former for fascisme bliver hygget ind.
Sundhed oplagt til fascisme
Når sundhed har vist sig at være så oplagt til fascisme, så skyldes det efter min vurdering også den særlige dynamik mellem på den ene side kompleksiteten ved sundhedsvalg og på den anden side den eksistentielle ambivalens om frihed.
Jo mere kompliceret et valg virker til at være, des mere tilbøjelig vil de fleste være til at lade en ekspert bestemme. Sundhedsvalg kan virke særdeles komplicerede. Og så er der mange af dem, hver dag, hvilket øger besværet yderligere.
Den eksistentielle ambivalens ved frihed omfatter, at de fleste mennesker på den side ønsker at være frie, mens de på den anden vil gå langt for at undgå angsten ved netop den frihed. Det betyder, at de fleste mennesker både søger og undgår frihed samtidig.
Den eksistentielle ambivalens ved frihed kan måske også forklare, hvorfor mange frihedskæmpere reagerer med vrede og udelukkelse, når de møder kritik fra andre frihedskæmpere. På den måde kan selv frihedskamp fremme fascisme i en befolkning, der ikke har lært, hvad ægte frihed faktisk er, omfatter og kræver, såsom fredelig dialog om uenighed.
Frihedens ubehag
Der er ellers rigeligt med eksistentielle forfattere, filosoffer og terapeuter, der gennem tiden har beriget os med visdom om, hvor ubehagelig frihed faktisk er – og hvorfor vi skal tilstræbe frihed på trods af dette ubehag. Hvis du mangler inspiration, så kan jeg bl.a. anbefale danske Søren Kierkegaard, franske Jean-Paul Sartre og amerikanske Irvin Yalom.
Sundhedsforskning har indenfor flere områder vist, at reelt frihedsbaserede tiltag giver markant bedre langtidsresultater. Det kan forklares ud fra selvbestemmelsesteori. Som Jean-Paul Sartre skrev engang, så er vi alle fordømte til frihed, og selvom en del af os ønsker den fascistiske tryghed, så bryder frihedslængslen igennem før eller siden. Det er derfor, fascistiske metoder, f.eks. slankekure, virker bedst på kort sigt, mens frihedsbaserede metoder, f.eks. Små Skridt, virker bedst på langt sigt.
WHO har tilsyneladende glemt, at frihed er en del af det at være sund. Sundhed er en tilstand af fysisk, mental og social velvære. At håndtere frihedens ambivalens med sundhedsfascisme svarer til at tisse i bukserne, når man fryser. Den bæredygtige løsning er at lære at håndtere skyggesiden af frihed på en balanceret måde i stedet for at kvæle den med tvang.
At tisse i bukserne eller at være lydig overfor et ydre sundhedskrav kan måske give velvære her og nu, men det er koldt og stinker på længere sigt og løser ikke det grundlæggende problem.
Integration af frihed i sundhed er derfor en af de helt store udfordringer, som vi skal imod, inden de venlige fascistister fjerner vores frihed med deres falske sundhed og falske godhed.
Relateret: