Døden er ikke (kun) en privat sag

Thomas Helmigs nye album har genstartet debatten om Hugo Helmigs pludselig død, hvor dødsårsagen stadigvæk ikke er offentliggjort.

I går aftes skrev jeg på min private profil på Facebook nogle opslag om Hugo Helmig.

Jeg skrev (i kronologisk rækkefølge):

• Hvorfor er Hugo Helmigs dødsårsag stadigvæk ikke offentliggjort?
• Thomas Helmigs nye album om Hugos død undgår også dødsårsagen. Hvorfor mon?
• At hele den danske presse kunne holde kæft om Hugo Helmigs død i en uge viser, hvor centralt topstyret pressen er. “Hensyn til familien” giver jeg ikke meget for som forklaring, da det ikke er hensyn, pressen normalt viser.
• At ikke turde tale om (motiver for) selvmord er at normalisere det. Forkert vej!
• Er vi virkelig så kollektivt angste for døden, at vi ikke tør tale om dens mulige årsager og motiver, når den pludseligt indtræder hos et almindeligt kendt og meget ungt menneske?

Uenige kommentarer

Det afstedkom en del uenige kommentarer fra folk såsom disse kommentarer til mit første opslag:

• “Lad ham og familen da være i fred.”
• “Peer, du skulle holde dig for god til at opfordre til konspirationer. Fy fy skamme.”
• “Det har vi da ikke krav på at vide noget om.”
• “Skal vi nu stoppe alle de gætterier Hvis det er noget familien ønsker at holde for sig selv Så må man respekter det
• “Og hvorledes beriger det DIT liv at blive ved ? Mener du seriøst du har krav på at vide alting, bare fordi han var kendt. Har de ikke også ret til privatliv og til at sørge i fred ?”
• “Fordi det ikke rager nogen – mener du at du har nogen ret til at vide hvad andre dør af”
• “Ok, rimelig usmageligt – hvorfor skal vi vide det?”
• “It’s calling privatliv min ven”

De uenige og måske ligefrem vrede kommentarer har ikke fået mig til at ændre mening.

Døden er (også) en fælles sag

Døden er ikke (kun) en privat sag. Det er faktisk den eneste sag, som vi er fælles om, da vi alle skal dø.

Hugo Helmig var en af Danmarks mest kendte personer, bl.a. fordi han var søn af to af landets i forvejen mest kendte personer: Popstjerne Thomas Helmig samt psykolog og tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen. Nu har Thomas Helmig så udgivet et album med med popmusik dedikeret til sin døde søn, hvorved Thomas selv har trukket Hugos død fra det private til det offentlige rum.

Vi har altså at gøre med en familie, der lever af at være kendte ved at være i medierne. Bevares, de har også talenter, men de er blevet kendte ved, at medierne har formidlet fortællinger om deres privatliv og ikke kun om deres professionelle præstationer. På samme måde som pressen gør om utallige andre mennesker, hvoraf mange kun er kendte, netop fordi pressen ikke lader deres privatliv være i fred. Og de elsker det.

Pressen dækkede det, da Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen gik fra hinanden, og da de fandt sammen igen. Det gentog sig måske nogle gange. Jeg følger ikke rigtigt med i den slags. Jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at det lugtede af et PR-stunt, da de gik fra hinanden for at finde sammen igen, da de fik utroligt meget presseomtale ud af det. Både frem og tilbage. Det var før deres søns tragiske dødsfald, som jo nok gav dem noget uønsket presseomtale. Trods alt.

Pressen har ikke holdt sig tilbage i dækningen af deres parforhold og formentlig en masse andre ligegyldige detaljer om deres fælles og individuelle private liv. Pressen holder sig generelt ikke tilbage om kendte menneskers privatliv, heller ikke når kendte mennesker pludselig dør. Dødsfald er omtrent den bedste historie, der findes indenfor journalistik. Det er i øvrigt også godt for musiksalget, hvilket One Directions aktuelle tilbagetog til hitlisterne vidner om. Desværre, kan man mene, men sådan er det. Det er derfor værd at undersøge, hvordan et samlet pressekorps kunne afstå fra at fortælle danskerne i en hel uge, at Hugo Helmig pludselig var død.

Grundlag for spekulationer

Når vi nu længe efter dødsfaldet stadigvæk ikke har fået en forklaring på, hvorfor han døde, så giver det grundlag for spekulationer.

Det er således min primære hypotese, at coronanedlukningerne var den udløsende faktor, der motiverede Hugo Helmig til at begå selvmord. Det underbygges af udtalelser fra ham selv i perioden. Det er i øvrigt veldokumenteret, at coronanedlukningerne havde en markant, skadelig indvirkning på især unge menneskers mentale sundhed.

Min sekundære hypotese er, at Hugo Helmig fik hjerteproblemer efter mRNA-vaccination mod covid-19. Det underbygges af, at hans far antydede, at det var hjertestop, der var dødsårsagen. Det kan dog også skyldes organsvigt efter stofmisbrug og selvmordsforsøg.

Situationen minder mig om fodboldspiller Christian Eriksens pludselige dødsfald på fodboldbanen. Han døde også af hjertestop, men han blev heldigvis genoplivet igen, og har siden fået indopereret en pacemaker. Christian Eriksen vil heller ikke ud med årsagen til hjertestoppet, hvilket giver frit spil for spekulationer. Specielt når netop hjertebetændelse er en veldokumenteret bivirkning til de supervåben, som vi ikke må tale negativt om.

Uanset hvad motiverne måtte være for disse hemmeligholdelser, så er resultatet af kommunikationen, at pludselige dødsfald blandt unge og blandt sportsfolk bliver normaliseret i den folkelige perception. Denne normalisering bliver forstærket af den kollektive frygt for at tale om døden og dens årsager. Døden er ikke særligt hyggelig, så den harmonerer ikke så godt med hyggedanskernes foretrukne samtaleemner. Jo, vi må godt være ked af det, triste og i sorg over nogens død, men vi må ikke skamme os over, at vi tillod et måske dødeligt overgreb fra staten at ske, som vi kunne have undgået, hvis vores intellekt, ånd og mandsmod var i topform.

Jeg tænker, at propagandaformålet med kommunikationen om både Hugo Helmig og Christian Eriksen er (1) at normale pludselige dødsfald, (2) at bruge de naturlige sorgreaktioner som psykologiske våben mod rationel undersøgelse af dødsårsager i en historisk periode med mystisk overdødelighed i Danmark.

Disse rationelle overvejelser fra min side ændrer ikke ved, at Hugo Helmigs familie og kære stadigvæk har min dybeste medfølelse. Min kritik er rettet mod det syge system.

Cover: Unsplash.com (Mathias Reding)

Relateret: