Propaganda-analyse af en kommentar på Facebook

Jeg analyserer her en ny kommentar, der beskylder mig for at være en skidt person.

Efter jeg i går havde opdaget, at jeg igen havde fået slettet min profil på LinkedIn, skrev jeg et indlæg om sagen. Det prøvede jeg efterfølgende at dele på Facebook, men den automatiske censurrobot fjernede det efter få sekunder. Jeg udgav det så på engelsk på min Substack, men heller ikke den udgave ville Facebook tillade, at jeg slog op på min profil.

En af mine venner på Facebook tilbød at dele mit indlæg om censursagen på sin facebookprofil. Det fik han lov til af robotten, eller hvem eller hvad det nu er, der sidder bag kulisserne og bestemmer, hvad vi må og ikke må ytre hvor. Til gengæld gik der ikke mange minutter, før opslaget havde fået denne kommentar:

Anne Birch-hansen henviser i kommentaren til mine kritikeres to yndlingssager, når de vil miskreditere mig på de sociale medier.

Chabad Lubavitch bag den første sag

Anne Birch-hansen antyder, at jeg ville være blevet dømt skyldig i voldtægt, hvis hændelsen var sket, efter Samtykkeloven blev vedtaget.

Til det kan jeg kun svare, at det håber jeg da virkelig ikke, idet kvinden gav samtykke til seksuelt samvær hele tre gange før sex. Dette indrømmede hun også i Landsretten, da hun blev konfronteret af min nye forsvarer Mette Grith Stage. Kvinden mente så, at hun var så chokeret over, at jeg på en privat date, tog initiativ til sex, at hun svarede ja hele tre gange, da jeg spurgte: 1. Vil du med ind i soveværelset? Ja. 2. Skal vi tage tøjet af? Ja. 3. Skal jeg tage kondom på? Ja.

Hvis Samtykkeloven kræver mere samtykke end det, så er den mere uretfærdig, end jeg hidtil har troet. Man er som mand, der desværre endnu ikke har udviklet evnen til tankelæsning, nødt til at tro på, at når en kvinde siger ja til sex, så mener hun ja og ikke nej.

Det er meget basalt for retssikkerheden i et samfund, ikke kun indenfor sex, men på alle områder, at vi kan gå ud fra, at folk mener, hvad de siger i situationen og ikke, hvad de bagefter påstår, at de følte, men ikke sagde. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor man bliver truet til at sige ja til noget, man ikke ønsker, men så handler sagen om det, hvilket min sag ikke gjorde.

Det kan selvfølgelig være, at kvinden, der fik mig ned med nakken i den offentlige gabestok, oprigtigt selv har troet på sin historie, og at vi måske begge har været ofre for MeToo-kulturen.

Det kan også være, at det er fuldstændig tilfældigt, at kvindens far har et specielt navn, der figurerer på hæderstavlen på hjemmesiden hos den ekstremistiske judaistisk-zionistiske kult Chabad Lubavitch i Danmark. Det kan være, at kvinden på ingen måde var en klassisk zionistisk honningfælde sendt i byen for at ødelægge en kritiker af Israel, før han kom for godt i gang.

Jeg har valgt at føle mig beæret over angrebet, selvom jeg dog er holdt op med at have sex med jødiske kvinder eller på anden vis være i enrum med dem. Bare for en sikkerheds skyld.

Arne Astrup bag den anden sag

Den anden sag, som Anne Birch-hansen henviser til, har jeg også tidligere udfoldet. Når jeg bliver udsat for den slags, så indsamler jeg naturligvis efterretninger fra tilgængelige kilder for at danne mig et overblik over, hvad der egentlig foregår. I kølvandet på den anden sag fortalte mine kilder, at det var Arne Astrup, der stod bag. Mine kilder fortalte mig, at han forinden havde forsøgt at få Ekstra Bladet til at køre historien, men det havde de afvist. Han gik så videre, indtil der til sidst var et medie med en tilstrækkelig slibrig journalist, der bed på.

Arne Astrup var formentlig drevet af en hævnmotiv, da jeg kort tid forinden havde været i direkte debat på Deadline på DR TV med nyhedschef Sandy French, hvor jeg havde kritiseret DR’s brug af Arne Astrup som sandhedsvidne om sunde fedtstoffer, idet Astrup dengang var massivt finansieret af Arla og komælksindustrien. Målet for ham, tror jeg, var at tegne et offentligt billede af, at jeg var lige så slem som ham og lige så utroværdig.

Arne Astrup kan ikke lide, når man siger ham imod. Jeg kan huske engang, hvor vi var i offentlig debat om slankekure. Først udvandrede han demonstrativt under mit oplæg for salen, der var proppet med flere hundrede tilhørere i Ingeniørforeningen i København.

Derefter i plenumdebatten fik han næsten et raserianfald, da jeg sagde ham imod om sikkerheden ved den kost, som han anbefalede. Det var sjovt nok også en kost med en masse komælk og kød. Det var der penge i dengang. Et årti eller to forinden var Astrup finansieret af sukkerindustrien, og dengang havde han den modsatte holdning til ernæring og overvægt. Og nu er han så ansat af Novo, formentlig reelt for at pushe deres vægttabsmedicin, selvfølgelig under dække af en stillingsbetegnelse, der lyder mere stueren. Ak.

En typisk meningsagent

Nå, men tilbage til kommentatoren på Facebook. I følge Anne Birch-hansens profil på Facebook så er hun gift og bor i Odense. Hun følger TjekDet, Det Sovende Får, Flemming Blicher, Martin Tidsvilde og Marc Real. Hun har tilsyneladende ingen venner. Det er i min optik profilen for en professionel påvirknings- og meningsagent, der tilmed er dårligt camoufleret.

En navnesøgning hos Danmarks Statistik viser, at der muligvis slet ikke er nogen i Danmark med det navn, altså Anne Birch-hansen. Der er færre end tre forekomster af navnet. Der dukker dog en enkelt person frem med det navn ved søgning på Krak, men hun bor i Jægerspris og ikke i Odense. Det kan dog ikke udelukkes, at der er tale om den samme person, som måske har ændret adresse for nylig. En søgning på LinkedIn viser, at der ikke er registreret nogen med det navn, hvilket underbygger teorien om ikke-eksistens.

Det er min vurdering, at kommentatoren Anne Birch-hansen sandsynligvis slet ikke eksisterer. Der er formentlig tale om en falsk profil, og vi kan kun gætte på, hvem der reelt står bag. Et kvalificeret bud er, at det er en af 1.000 meningsagenter, som Israel hyrede i Danmark tilbage i 2010.

Relateret: