YouTube-kanalen Philosophy Pursuit har udgivet en interessant kritik af stoisk filosofi, som fik mig selv til at tænke videre.
Du kan se den inspirerende video her:
Jeg kom til at tænke på vores danske psykologiprofessor og kongehuskæledægge Svend Brinkmann, som jeg har bemærket også er blevet politisk kommentator. Jeg har flere gange delt og kritiseret hans overfladiske kommentarer på Facebook.
Under coronafascismen udgav han flere indlæg, der opfordrede os til at makke ret. Nu er han engageret overfladeteoretiker og kritiker af Trump.
Stoisk lydighed
Så vidt jeg er orienteret, er Brinkmann stor tilhænger af stoisk filosofi. Han blev kendt på at være modstander af personlig udvikling, og under coronaen blev han så også kendt for at være modstander af kritisk tænkning og modstand mod bedrag og magtmisbrug hos autoriteterne. Det skal han selvfølgelig have lov til, men det er interessant at dykke dybere ned i de menneskesyn, der ligger til grund for henholdsvis passivitet og modstand, når et folk udsættes for undertrykkelse fra magthaverne som vi så med coronaen, og som vi ser nu igen med krigspropagandaen.
I videoen bliver eksistensfilosoffen Nietzsche brugt som modsætningen til den stoiske ro. Nietzsche opfordrede til, at vi fuldt ud mærker de smertefulde følelser ved overgreb fra staten og bruger den proces til at vende tilbage for fuld kraft som supermennesker, der vil gøre en forskel. Sådan en filosofi er farlig for magthavere i udemokratiske, uretfærdige samfund baseret på bedrag som f.eks. Danmark. Så er det klart bedre at køre en stoisk filosofi frem, der stabiliserer sindene hos både magthaverne (nu håndlangerne) og folket i blind lydighed.
Det er på den måde næppe tilfældigt, at det er Svend Brinkmann og hans udgave af stoisk filosofi, der får taletid i hovedstrømmen som noget, der på overfladen ligner samfundskritik, men som dybest set er det stik modsatte. Af samme grund var stoisk filosofi også meget populær blandt flere romerske kejsere i sin tid: det virker dejligt undertrykkende.
Relateret: