Pludselig mistede jeg trangen til at gå i køkkenet og spise søde sager før sengetid. Så nu faster jeg fra aftensmad til sen morgenmad.
Min egen teori er, at lysten til den søde natmad forsvandt, efter jeg havde opnået alle nødvendige indsigter fra mindful trøstespisning.
Det tog kun 10 år at spise mig gennem fortrængningerne tilbage til da min trøstespisning af søde sager blev grundlagt i min barndom.
Da jeg begyndte at udvikle Holistisk Sundhed for netop 10 år siden, besluttede jeg mig bl.a. for, at jeg var parat til at blive overvægtig, hvis jeg til gengæld kunne blive helt fri for OCD.
Dengang vidste jeg ikke, at store dele af min barndom var dybt fortrængt, men de mørke minder begyndte langsomt at dukke op, da jeg holdt op med at undertrykke minderne med rigide kost- og træningsregler.
Det er interessant, hvordan det at reducere sundheden på et område (kost og træning) kan øge sundheden på et andet (mental sundhed). I hvert fald i mit tilfælde som kost- og træningsmisbruger.
16 timers faste
Lysten til den søde natmad har nu været væk i en uge, hvorfor jeg har fastet fra aftensmad ved 18-19-tiden til mavesulten har meldt sig om morgenen, hvilket den ofte har gjort overraskende sent på trods af fraværet af natmad. Jeg har f.eks. først spist morgenmad kl. 11 i dag, hvilket gav 16 timers faste.
Det er også interessant, hvordan motivation for gavnlig forandring kan være uanstrengt, når det opleves som intuitivt meningsfyldt. Motivation er ikke altid noget, vi skal forcere. Nogle gange skal man måske bare vente 10 år på, at den kommer af sig selv, når andre brikker i sundhedens holistiske puslespil er faldet på plads. 🙂
Relateret:
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.