Der er en påfaldende parallelitet mellem de overgreb, jeg blev udsat for som barn af de voksne og de overgreb, som vi som folk bliver udsat for af magthaverne.
Det gennemgående tema er, at de, som vi havde tillid til og var afhængige af beskyttede os, misbrugte denne tillid og afhængighed til at begå overgreb mod os baseret på velkonstruerede løgnehistorier og på vores frygt for deres autoritet og mulighed for at straffe os benhårdt.
Det handler om overgreb i en både konkret og overført forældre/barn-relation. I den overførte forældre/barn-relation er vi (folket) børnene, mens regeringen, myndighederne og medierne er forældrene, der bestemmer og forklarer os, hvordan verden hænger sammen, og hvad vi skal gøre.
Jeg tolker selv denne parallelitet som, at jeg som følge af mine barndomstraumer og senere bearbejdning heraf har udviklet en særlig sensitivitet overfor særlige former for uretfærdigheder. Mine barndomstraumer har givet mig et særligt kognitivt filter, som jeg nu betragter den politiske verden igennem.
Lydighed er den hyppigste reaktion på overgreb. Derfor bliver vi tæsket med løgnehistorier.
Det indebærer naturligvis en risiko for, at jeg ser spøgelser. Altså at jeg ser sammenhænge og mønstre, der minder mig om min barndom, men som der ikke er noget reelt i nu. Det prøver jeg selv at være så bevidst om som mulig og korrigere mig selv, hvis jeg kommer til at fejlvurdere på grund af mit særlige perceptionsfilter.
Det indebærer også en mulighed for fortolkning i retning af, at meningen med min grufulde barndom var at styrke mig til at tage kampen op mod de tilsvarende store uretfærdigheder og overgreb, vi som folk bliver udsat for af dem, der har den politiske og narrative magt. Det er min skæbne, Guds mening med mit liv, eller hvad ved jeg. Det perspektiv indebærer risiko for, at jeg overvurderer min rolle og evne og egentlig blot ender med at ødelægge mig selv.
Jeg nævner dette, da vi alle har en tendens til at give lidt eller meget slip på vores rationelle, kritiske tænkning, når vi ser beviser, der bekræfter vores fordomme. Jeg nævner det også, da jeg lige så godt selv kan nævne det, inden også dette bliver brugt imod mig.
Ægte kritisk tænkning er nødt til også at omfatte selvkritisk tænkning med fokus på at afsløre eventuelle selvbedrag. Det er en udfordring, som vi alle har, især os der mener at have gennemskuet et eller andet vigtigt og skjult i udøvelsen af magt og autoritet i samfundet.
Med den rette introspektion af sindet er det muligt at udrense selvbedrag og bevare styrke. Dette er en proces, der ikke bør stoppe. Det en daglig meditation, der bør fortsætte som modvægt til den aktive hjerneaktivitet. Både for ens egen sundheds skyld, men også for andres sundheds skyld, hvis man er en af dem, der prædiker oplysning til andre.
Uden den rette afbalancering af sindet kan man risikere at gøre mere skade end gavn. Man risikerer at misbruge sin politiske interesse som flugt for ikke at bearbejde de private traumer, mens man bliver disproportionalt vred på objekterne for overgrebsprojektionerne. Man risikerer også at sprede løgn og verbale overgreb, så man ender med at blive en tarvelig variant af de, der forgreb sig på dig, da du selv var lille og svag.
Relateret:
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.