Indsigt-26: Jeg lod influenzaen booste min selvindsigt. Eller var det selvindsigten, der boostede min influenza?
Siden jeg for godt 10 år siden for alvor begyndte at udvikle min egen forståelse af holistisk sundhed, har jeg brugt mine personlige oplevelser med sygdom og skavanker til at opnå øget selvindsigt.
Den sidste uges tid med influenza-lignende sygdom har været en ganske transformativ proces. Sygdommen startede umiddelbart efter, jeg via endnu en omgang dybdegående, bevidsthedsudvidende meditation havde opnået et stort gennembrud i krop og sind. Jeg fornemmede, at noget meget fastklistret langt om længe havde revet sig løs, og det skulle så nedbrydes og udskilles – med sygdom til følge.
Mandeinfluenza på en ny måde
Det har været lidelsesfuldt, som influenza nu engang er, især for mænd, men det er også en syg dom kun at tænke på sygdom som lidelse, der skal undgås for enhver pris. Sygdom er mørkt, men vejen til lyset går gennem mørket, ligesom vejen til sundheden går gennem sygdommen. Det er ikke sort/hvidt, eller jo det er det, men noget mørke bærer lyset, ligesom noget lys er falsk og forfører ind i mørket. Kunsten er at skelne.
Min “influenza” startede med voldsomme, befriende indsigter i min krop, psyke og barndomstraumer. For første gang i mit voksne liv kunne jeg fuldt ud huske og mærke klart og tydeligt i min krop og sjæl, alle de fire former overgreb jeg blev udsat for som barn (anal voldtægt, oral voldtægt, slikketvang og voldelige greb, tryk, vrid og riv i min svage barnekrop af flere alt for store mænd på én gang) og de komplekse senfølger heraf. Det gled direkte over i en indre uro, som jeg havde svært ved at håndtere, og som jeg fornuftigt nok havde brugt mange år på at flygte fra med både kropslige og fysiske spændinger. Men nu var der gået hul på dæmningen, og der var ikke andet end at lade mit fysiske og psykiske immunforsvar håndtere processen. Jeg var langt om længe klar til at blive syg, så jeg lod den indre uro rase ud som influenza. Kald det, hvad du vil, der blev i hvert fald renset ud på flere niveauer samtidig.
Sygdommens befriende mørke
Fanget i sygdommens befriende mørke fik jeg videre indsigter om først det ene og så det andet.
Fejl i mit politiske oplysningsarbejde. Behovet for ny struktur af mit netmedie. Møde folk hvor de er. Møde mig selv. Mine evindelige projektioner i konstant flugt væk fra mig selv og min smerte. Kvinder, krammeklub og umulig polytosseri. Konstante konflikter og krigslyst efter debat, både med ‘onde autoriteter’ (som i min barndom), men også med kollegaer, frihedskæmpere og venner på min egen side. Min særlige sensitivitet overfor uretfærdighed og bedrag, der af og til gav allergiske anfald med vilde ytringsudfald. Alt for personlig krig. Tidsspilde på Facebook. Trangen til at sige det, jeg ikke sagde dengang. Trangen til at konfrontere fjender så store, at jeg drukner mig selv og andre i overvældelse igen og igen. Selvmord via Israel. Den største, dybeste, mørkeste og mest umulige fjende at forstå og bekæmpe. Det største tabu, hvor det igen er næsten umuligt at blive hørt og forstået. Ligesom dengang i Silkeborg. Konstante geniscenesættelser og gentagelser af mønstre fra barndommens traumer. Råb uden ører. Problemer uden løsning. Krig uden fred.
Oprydning i min indre rodebutik. Ny klarhed. Nyt fokus. Muligheden for et meget mere simpelt liv tonede sig frem for mig. Uden at give op. Ny strategi til sejr. Oprydning i relationer. Forklare, undskylde, tilgive. Ny balance i fred og ro. Endelig befriet fra dem, der gjorde mig ondt som barn.
Nu bliver det spændende at se, om det hele var febervildelser, eller om transformationen er reel og vedvarende.
Relateret: