Ud fra et gnostisk perspektiv kan man argumentere for, at ægte vækkelse er ‘satanisk’. Lad mig forklare.
Ifølge gnosticismen er ‘gud’ i Det Gamle Testamente (og dermed ‘gud’ i både jødedom, kristendom og islam) en ond skaber- og ødelæggergud, der fastholder mennesker i den materielle verden i stedet for at opnå direkte, transcendent indsigt (gnosis) i vores dybeste natur, der er ånd.
‘Satan’ i Det Gamle Testamente betyder faktisk bare ‘modstander’ eller ‘udfordrer’. ‘Satan’ i forhold til ‘gud’ (Jahve, YHW, Allah) kan således opfattes som den åndelig kraft, der befrier mennesket fra det verdslige ind i det åndelige.
‘Satan’ repræsenterer i den kontekst ikke en særlig etisk værdi i sig selv, men udelukkende en opposition i forhold til noget, og hvis det noget er falsk eller ondt, så kan ‘satan’ jo gøre gavn ved at afsløre det falske eller onde som netop det. Og gnostikerne mente som sagt, at den abrahamske gud var en falsk eller underordnet og materielt fokuseret gud, der forhindrer mennesker i at forbinde sig med den højeste gud.
I politisk, sandhedssøgende kontekts er det passiviserende, hvis man frygter at blive ‘satanisk’ (forstået som ‘modstander’ og ‘udfordrer’), da de herskende magtfortællinger og -systemer så ikke bliver udfordret, men blot dyrket og tilbedt på forskellige måder.
Mange sætter i dag lighedstegn mellem ‘satanisme’ og ‘ondskab’, men det er ikke den oprindelige betydning af ‘satan’. Den opfattelse stammer fra fiktion meget længere fremme i litteraturhistorien (især digtet Paradise Lost af John Milton fra 1667).
Opfattelsen af ‘satan’ som ond forstærker opfattelsen af ‘gud’ som god og kan således betragtes som en form for strategisk kommunikation eller propaganda. Det har opfattelsen af ‘gud’ jo nok haft brug for, da det ikke ligefrem er godhed, der lyser ud af den ‘gud’, der kommer til udtryk i Det Gamle Testamente. ‘Gud’ har derfor haft brug for en modstander, der var rendyrket ond, så ‘gud’ selv kunne fremstå som noget andet end den ondskab, som den ‘gud’ ifølge gnostikerne faktisk var.
Det er ikke så let med de begreber. Det er bl.a. derfor, at vi efter min mening skal holde op med at bruge termer som ‘gud’ og ‘satan’ og i stedet bruge konkrete etiske begreber som ‘godhed’ og ‘ondskab’, ligesom vi skal kunne udfolde og definere både ‘godhed’ og ‘ondskab’. På den måde kan religion bevæge sig fra blind tro (hvor de troende alt for let kan bedrages til at gøre ondt i den vildledte tro, at det er godt) til klar spiritualitet og intellektualitet, hvor mennesker kan mødes på tværs af religiøse etiketter.
Relateret: