Man kan forholde sig til konspirationsteorier på forskellige måder, hvoraf en af dem er med sund fornuft.
Når man vil forholde sig til et begreb, et hvilket som helst begreb, med sund fornuft, så må man starte med at gøre sig klart, hvad man egentlig forstår ved begrebet. Og man må sikre sig, at dem man taler med om begrebet forstår nogenlunde det samme. Ellers taler man jo om to forskellige fænomener i den illusion, at man taler om det samme, og så er det i sagens natur vanskelig at have en meningsfuld samtale. Det gælder uanset, om det handler om konspirationsteorier, ernæringsteorier eller enhver anden type teori.
Dernæst må man gøre sig klart, at ingen teori belyst med sund fornuft er mere sand end omfanget og kvaliteten af rationel bevis og argumentation for teorien versus omfanget og kvaliteten af rationel bevis og argumentation imod teorien. Bemærk, at jeg her antager, at sund fornuft omfatter rationel tænkning og ikke f.eks. magisk tænkning. Når man vil belyse noget med sund fornuft, så må man selvfølgelig også starte med at gøre sig klart, hvad man egentlig mener med ‘sund fornuft’, da der kan være meget forskellige meninger om det, der fører til uenighed, før debatten om sagen overhovedet er begyndt.
Hvis man med ‘konspirationsteori’ mener ‘udokumenteret teori om en hemmelig sammensværgelse’, så har man allerede i definitionen af begrebet forhindret brugen af sund fornuft, da man antager fravær af rationel dokumentation, hvilket er en irrationel antagelse, da hemmelige sammensværgelser rent faktisk findes. Mange er f.eks. blevet dømt ved domstolene for kriminelle konspirationer.
Den fælles grund må være en neutral definition som f.eks. ‘teori om hemmelig sammensværgelse’. Men den definition er faktisk heller ikke neutral, da den antager, at konspirationen er hemmelig, hvorved den pr. definition er umulig at afsløre, da den når den er afsløret, så ikke længere er en ‘teori’. Det er ikke desto mindre den officielle definition på ‘konspiration’: “hemmelig aftale eller alliance mellem en gruppe mennesker med det formål at modarbejde eller skade nogen, fx for at opnå politisk magt”. Den officielle definition på ‘konspirationsteori’ følger i samme tråd: “forestilling om at andre har indgået en skjult alliance for at modarbejde nogen”. Det ligger derfor indbygget i begrebets officielle definition, at der er tale om en forestilling om noget skjult og hemmeligt. Dermed læner definitionen sig op ad definitioner på psykiske forstyrrelser med vrangforestillinger: Man forestiller sig noget, der ikke er der.
‘Konspirationsteori’ adskiller sig fra andre begrebssammensætninger, der slutter med ‘-teori’. Man kan f.eks. godt studere en ernæringsteori (f.eks. Flatts teori fra 1980’erne om at størrelsen af kroppens fedtdepoter reguleres af kostens fedtenergiprocent) uden at antage, at det er en teori om noget, der ikke findes i virkeligheden. Kroppen findes. Mad findes. Fedtdepoter findes. Flatts teori er så en ernæringsfysiologisk teori om regulering af fedtdepoterne. Mange ellers kloge hoveder troede på den teori hele vejen op gennem 1990’erne, indtil rationel forskning med konkrete beviser havde modbevist den. Det var ærgerligt for sukkerindustrien, men godt for sundheden og sandheden.
Hvis vi med ‘konspirationsteori’ mener ‘teori, der ikke kan bevises’, da det er en ‘forestilling’, så har vi bevæget os fra det rationelle til det religiøse, og selve forståelsen af begrebet forhindrer anvendelsen af sund fornuft. Det er derfor sund fornuft at se bort fra en sådan opfattelse af begrebet. Konspirationsteori med sund fornuft er nødt til at være teori om sammensværgelse, der kan føres bevis for og imod.
Relaterede typer af teori
Vi er også nødt til at se på relaterede typer af teori, der kan forklare de fænomener, som konspirationsteorier peger på. Det er jo ikke sikkert, at konspirationsteori er nok, ligesom det kan være, at en anden type teori er mere egnet til at forklare fænomenet.
Den mest oplagte, relaterede teori er kriminalitetsteori, altså teori om kriminalitet. Det er den form for teori, som domstolene hver dag forholder sig til. Det giver ofte god mening at betragte konspirationsteori som en delmængde af kriminalitetsteori: Hemmelige sammensværgelser er en af de strategier, som kriminelle kan gøre brug af for at gennemføre deres kriminalitet uden at blive opdaget. ‘Organiseret kriminalitet’ er en form for kriminel konspiration, hvor ‘organiseret’ egentlig betyder ‘konspirerende’. Det ville være dumt af domstolene, hvis de nægtede at føre sager om organiseret kriminalitet, fordi de benægter den mulighed, at kriminalitet kan foregå på en organiseret måde, dvs. baseret på konspiration.
Hvor kriminalitetsteori forklarer konspirationsteorier med klar intentionalitet, så er andre teorityper bedre egnet til at forstå konspirationsteorier uden klar intentionalitet hos aktørerne. Politisk systemteori forklarer, hvordan magt og autoritet udøves i systemer og påvirkes af bl.a. penge og psykologiske faktorer såsom frygt og masseformation. Økonomisk teori forklarer, hvordan menneskers valg og adfærd påvirkes af mere eller mindre ubevidste motiver, bl.a. via nudging. Relateret til kriminalitetsteori har vi teori om, hvordan efterretningstjenester opererer i den moderne verden, hvor grænsen mellem lovlig og ulovlig bliver sløret. Vi har også militærteori om psykologisk krigsførelse med kognitiv infiltration, der tilmed giver andre forklaringer på, hvorfor det netop er begrebet ‘konspirationsteori’, der benyttes.
Som bindeled mellem kriminalitetsteori og de ikke-intentionelle teorier har vi propagandateori, der forklarer, hvordan medier og andre aktører medvirker i organiseret, overtalende kommunikation om de magtbærende fortællinger, som konspirationsteorier omhandler. Mange konspirationsteorier er faktisk bare forsøg på at afsløre propaganda (især den del der omfatter bedrag), ligesom stemplingen af disse forsøg på afsløring som ‘konspirationsteori’ er mediesystemets forsøg på at forsvare sig selv mod afsløring. Propagandateori flytter bevisbyrden fra konspirationsteori til de aktører, der fortæller os igen og igen at f.eks. coronavaccinerne er “sikre og effektive”.
Det giver derfor ofte bedre mening at tale om helt andre typer af teorier end konspirationsteorier, hvis vi virkelig vil forstå krig, kriser, medier og magtstrukturer. Vi har brug for et nyt teorikompleks, så vi som folk kan tænke mere klart om den magt, vi bliver påvirket af fra medier, økonomi, politikere og kriminelle på den øverste hylde.
Relateret: