På denne side finder du et oplæg til Peer Brændgaards foredrag om konspirationsteorier. Teksten kan frit bruges helt eller delvist af annoncører.
ET KRITISK SYN PÅ KONSPIRATIONSTEORIER
Cand.scient. Peer Brændgaard fortæller, hvad han har lært af ni års studier af konspirationsteorier og ved at være tæt på det ekstremistiske miljø i Danmark.
Ganske mange danskere har absolut ingen tillid til medierne, politikerne og myndighederne. De er til gengæld meget overbeviste om, at striber på himlen er chemtrails, at frimurerne spiser børn til morgenmad, og at Jorden er flad. Men der findes også konspirationsteoretikere, der ikke har åbnet sindet så meget, at hjernen er faldet ud.
Peer Brændgaard formidler en nuanceret forståelse af konspirationsteorier, og hvad der driver især midaldrende danskere til antimyndighedsekstremisme. Brændgaards forståelse er baseret på både teoretiske studier, selvstændig kritisk tænkning og personlige insider-erfaringer fra miljøet.
Foredraget indeholder gode råd til andre med interesse for konspirationsteorier, uanset om interessen er personlig eller professionel. Formålet er at bygge bro, fremme gensidig forståelse og forebygge vold.