Skæbnen vil åbenbart have, at jeg skal til at arbejde mere med fængselskram og effekten af krammehomonet oxytocin på kriminel adfærd.
Jeg har i mine krammeforedrag længe påpeget det paradoksale i, at samfundet straffer dømte på en måde, der via fald i oxytocin medfører en øget risiko for uvenlig, asocial og konfliktsøgende adfærd.
Jeg antager her, at det at komme i fængsel for de fleste medfører en markant reduktion i omfanget af kærlig berøring med andre mennesker. Så vidt jeg ved, så gør fængslerne intet for at kompensere for dette. Faldet i oxytocin er en af flere årsager til, at fængselsstraf kan øge i stedet for at forebygge fremtidig kriminalitet. Det er paradoksalt, at selve strafmetoden i sig selv rent fysiologisk øger risikoen for kriminel adfærd.
Det betyder ikke, at samfundet skal holde op med at sætte folk i fængsel. Men det er bydende nødvendigt, at fængslerne tænker kramning og oxytocin med ind i tilbud, kultur og praksis. Der er sikkert også mange mænd, der i første omgang vil opfatte det at skulle kramme som en straf i sig selv. Der er naturligvis nogle helt særlige udfordringer ved at indføre kramning i praksis i fængsler, som må kunne løses i dialog med folk, der rent faktisk ved noget om emnet.
Jeg vil benytte lejligheden til at foreslå et konkret og realistisk forsøg, der kan øge oxytocin hos fanger. Man kan afprøve virkningen af kugledyner. Det er særlige tunge dyner med små, indbyggede kugler, der giver en krammende fornemmelse at ligge og sove med. Man kunne lave et forsøg, hvor f.eks. 100 fanger ved lodtrækning bliver fordelt, så halvdelen skifter til kugledyner i 12 uger, mens den anden halvdel fortsætter med standarddyner.
En anden mulighed er at tilbyde næsespray med oxytocin til indsatte. Der er lavet meget forskning med virkningen af at øge oxytocin på netop den måde. Så er man helt fri for nogen som helst form for fysisk berøring med hverken mennesker eller materialer.
En tredje og mere modig mulighed er at indføre krammeklubber i fængsler. Altså hvor fanger krammer med hinanden. Det skal naturligvis være helt frivilligt og foregå på måder, som deltagerne selv oplever som behagelige uden at overskride nogens grænser. Man kan f.eks. forestille sig, at det er de færreste indsatte mænd, der har lyst til at ligge i ske på madrasser i lang tid ad gangen, som har været en hyppig praksis i min egen krammeklub.
Krammeklub i fængsel kunne man også gøre som et videnskabeligt forsøg, hvor ét fængsel indfører krammeklub og et andet fængsel virker som kontrolgruppe. Det vil være relevant at måle på virkningerne både under opholdet i fængslet og efter løsladelse.
Endelig kunne man også afprøve en ordning med frivillige krammevenner eller professionelle krammeterapeuter, der kommer på besøg udefra og tilbyder kramning til de fanger, der måtte være interesseret i det. Ligesom fængsler bør tilbyde mulighed for sund mad og motion, så bør de også tilbyde mulighed for sund kramning.
Ingen indsatte bør dog tvinges til at være med i noget som helst af dette. Det skal ses som et eksperiment og tilbud til indsatte, der melder sig frivilligt til projektet.
Ideen er hermed givet videre til fængsler, forskere og dyneproducenter.