‘Journalist’ er blevet falsk stillingsbetegnelse

Det er min opfattelse, at ‘journalist’ er blevet falsk stillingsbetegnelse i det ligeglade samfund.

Jeg ville først have skrevet ‘postmoderne’ om det nuværende samfund, men jeg synes, at ordet ‘ligeglade’ er mere præcist beskrivende.

Jeg tror, at mange unge starter på studiet til journalist ud fra en tro på, at faget journalistik går ud på at indsamle forskellige ‘journaler’ (noter fra undersøgelser) med henblik på at formidle de bedst mulige bud på virkeligheden på en måde, der opleves som interessant og forståelig af målgruppen.

Jeg har ikke belæg for at påstå, at der er noget i vejen med uddannelserne til journalist. I det danske uddannelsessystem skelnes der jo faktisk mellem ‘journalistik’ og ‘kommunikation’, hvor journalistik handler om at formidle væsentlige aspekter af virkeligheden, mens kommunikation har til formål at påvirke opfattelsen af virkeligheden på en måde, der tjener nogle særlige interesser. ‘Kommunikation’ som fagbetegnelse er det stuerene ord for disciplinen ‘propaganda’, der kan defineres som organiseret, overtalende kommunikation. ‘Kommunikation’ handler således om at påvirke og overtale, mens ‘journalistik’ handler om at beskrive virkeligheden så objektivt som muligt uden hensyntagen til f.eks. andre aktørers politiske interesser i sagen.

Journalistik er blevet til kommunikation

Når jeg ser på, hvor personer i Danmark, der er uddannet journalist, arbejder, og hvad de arbejder med, så virker det på mig som om, at de journalist-faglige idealer er blevet ofret. Journalistik bliver til kommunikation, når journalisterne går fra uddannelse til ansættelse. Det er ikke de menige journalisters skyld. De passer jo bare deres arbejde, men de passer deres arbejde i et mediesystem, der efter min mening er sygt. Sygdommen grunder i nyhedsmediernes finansieringsstruktur, hvor det jo er fundamentalt absurd, at alle de store nyhedsmedier i Danmark er dybt afhængige af millioner eller milliarder hvert år fra den statsmagt, som folk tror, de er vagthund overfor.

Det er denne finansieringsstruktur, der er den fundamentale, økonomiske årsag til, at de fleste uddannede journalister i dag slet ikke arbejder med journalistik. Det skyldes, at pengemændene er bange for journalistik, da den journalistiske metode, hvis den fik frie tøjler, ville kunne afsløre magtmisbrug, bedrag, uretfærdighed og korruption, som pengebagmændenes magt i samfundet er baseret på.

Formålet med de store nyhedsmedier i dag er derfor at skabe og fastholde illusionen om troværdig journalistik, så læserne, lytterne og seerne ikke begynder at gå til alternative medier med rigtig journalistik. Når den illusionsskabende funktion er opfyldt, så gælder det videre om at misbruge journalisternes evner til helt andre opgaver i medierne, der bedst kan beskrives med andre titler som ‘propagandist’, ‘entertainer’, ‘distraktør’ eller ‘kopiskriver’.

Når det en sjælden gang er lykkedes mig at have dialog med en mediechef og påpege problemet med den konstante appel til dummeste fællesnævner, så er undskyldningen, at læserne ikke gider læse langhårede, intellektuelle, kritiske artikler. Mediecheferne frygter derfor nedgang i læsertal, siger de, hvis de begynder at udgive indhold, der gør folk klogere i stedet for dummere.

Dén selvforstærkende, onde cirkel har nu kørt i årevis, hvor fordummende indhold skaber dummere danskere, der efterspørger endnu dummere indhold. Nu handler det efterhånden udelukkende om underholdning, hvor de fleste danskere betragter sig som passive tilskuere i et samfund, de ikke oplever nogen indflydelse på. De er blevet ligeglade, men folk skulle bare vide, hvor stor magt de faktisk har, og hvor fucked up Danmark faktisk er, men det er jo netop det, som bagmændene er frygteligt bange for, at de skal opdage, så derfor fortsætter livets gang i Tosseland foran tossekassen.

Cover: Unsplash.com (Joshua Rawson-Harris)

Relateret: