MeToo-bevægelsen og islamistisk terror er baseret på den samme strategi, som de fleste danskere har meget stor modstand på at gennemskue.
Den måske største magtfaktor i moderne politik er offermagten. Det er den magt, der ligger i at blive opfattet som et offer.
For nylig blev den israelske ambassade næsten ramt af håndgranater, og jøderne påberåber sig nu igen offerrollen. Regeringen og medierne går i selvsving for at formidle den opfattelse.
Politiet har sigtet de mistænkte efter terrorparagraffen, men de mistænkte teenagere fra Sverige er jo tydeligvis nogen, der er blevet instrueret af nogen andre. Spørgsmålet er derfor: Hvem er bagmændene? Og hvad er deres motiv?
Hvem får noget ud af det?
Når man skal undersøge motiver, så skal man undersøge, hvem der kunne tænkes at få noget ud af det. Får palæstinenserne noget ud af at næsten ramme den israelske ambassade med håndgranater? Nej. Jeg kan i min vildeste fantasi ikke se et eneste krigsstrategisk formål ved den tåbelige handling fra et palæstinensisk eller generelt muslimsk perspektiv.
Hvem får så noget ud af det? Det gør Israel og jøderne. De bliver opfattet som ofre for onde terrorister. Det styrkede offerkort kan de så bruge til at fortsætte folkedrabet i Palæstina, mens politikerne i Danmark råber op om truslen om antisemitisme i stedet for truslen om folkedrab.
Det er derfor mest oplagt, at bagmændene bag næsten-angrebet på den israelske ambassade i Danmark er at finde blandt militante zionister, israelere og jøder. Men sådan en mistanke er næsten forbudt, selvom den er baseret på logisk tænkning.
Når kvinder lyver
På samme måde er det også næsten forbudt at påstå, at en kvinde, der anmelder en mand for voldtægt, faktisk slet ikke er blevet voldtaget; hun spiller blot offerkortet for at få mere magt selv. Og for at skabe vrede og modstand mod den påståede gerningsmand.
Både falske voldtægtsanmeldelser og falsk flag-terrorangreb misbruger, at både voldtægter og terrorangreb med uskyldige ofre faktisk findes og er forfærdelige forbrydelser. Det er netop derfor, at de fleste danskere har utroligt svært ved at begribe, at nogle få kvinder og nogle få grupper kan finde på at snyde med voldtægt og terrorangreb.
Nu om stunder kan en kvinde påberåbe sig voldtægt efter sex med en mand, hvis hun påstår, at hun ikke gav samtykke. Altså helt uden vold, tvang eller trusler. Hvis det er en kendt mand, hun beskylder, så vil medierne bringe anklagerne og beskrive dem som om, at de er sande, selvom de lige så vel kan være løgn. Dermed bliver mandens omdømme ødelagt alene baseret på en udokumenteret påstand.
Alle tænker: – Jamen, en kvinde kunne da ikke finde på at lyve om den slags.
Jo, det kan nogle kvinder faktisk godt, og det er videnskabeligt veldokumenteret, at det forholder sig sådan. Det betyder, at det er kvinderne og de medløbende medier, der er de reelle krænkere i disse sager med falske MeToo-påstande. Samtidig bliver ofrene for reelle voldtægter også krænket ved at blive sat i den bås. Det er på alle måder dybt uretfærdigt.
Logisk tænkning, tak
Ligesom mange danskere ikke har fantasi til at forestille sig, at en kvinde kunne finde på at lyve om voldtægt, så har mange også svært ved at forestille sig, at Israel kunne finde på at orkestrere terrorangreb på sig selv. Det hjælper på vækkelsen at reflektere over spørgsmålet: Hvem får noget ud af det? Hvem får mere magt? Hvem stiger i social status?
Man kan komme langt med logisk tænkning, men det kræver, at man tillægger logiske argumenter lige så stor værdi som emotionelle argumenter. Det er så her, hvor kæden er faldet af i den offentlige diskurs. I dag bliver følelser brugt som argumenter for fakta. Hvis en kvinde føler sig voldtaget, så er hun blevet udsat for voldtægt. Hvis jøder føler sig forfulgt, så har vi et problem med antisemitisme. Det er simpelthen ulogisk. Det skal rigtige fakta, rigtig dokumentation, på bordet. Ellers ender vi i det emotionelle diktatur, hvis vi da ikke allerede er fanget i den suppedas.
Cover: Unsplash.com (Hartono Creative Studio)
Relateret: