Mysteriet om journalistikken, der blev væk

Der findes efter min vurdering tre forskellige slags journalistik og tilhørende medier, hvoraf den ene slags nu slet ikke findes i Danmark længere.

Den forsvundne journalistik er den objektive, undersøgende, sandhedssøgende, kritiske journalistik. Det er den ægte journalistik, der ikke arbejder for nogen særlig agenda eller for at overbevise læserne om noget, der er bestemt på forhånd. Fri for fordomme og tabuer. Det er min opfattelse, at den journalistik og medier baseret på den form for journalistik simpelthen ikke findes længere i Danmark. Den er blevet knust mellem de to andre former for journalistik og medier.

Dominerende journalistik

Den dominerende form for journalistik er den, der kommer til udtryk i de ældre medier. Det omfatter alle de medier, der er helt eller delvist finansieret af staten eller mediestøtten. Det omfatter bl.a. DR, TV 2, Ekstra Bladet, B.T., Berlingske, Jyllands-Posten, Politiken, Information og Kristeligt Dagblad.

Denne form for journalistik er præget af propaganda defineret som ‘organiseret, overtalende kommunikation’ med henblik på at varetage statens interesser i de store, magtbærende fortællinger under dække af “public service”. Det betyder, at fortællingerne (narrativerne) om dybe begivenheder og magtfulde emner er konstrueret centralt på forhånd, hvor journalistikkens rolle er at levere historier, der underbygger den opfattelse og agenda. Det afsløres bl.a. af den høje grad af ensretning i fortællingerne på tværs af medier i denne kategori samt fraværet af dybdekritiske stemmer i samtlige ældre medier. Afslørende, kritisk information bliver ignoreret med “redaktionelle prioriteringer” og “journalistisk frihed” som argumenter.

Det er propaganda forklædt som journalistik – krydret med underholdning forklædt som journalistik (f.eks. nyheder om fodboldkampe og kendte menneskers parforhold). Med andre ord: falsk journalistik.

Alternativ journalistik

Den anden form for journalistik er den, der kommer til udtryk i de alternative, kritiske medier. Det er den, jeg selv praktiserer i Sundhedspressen og Frihedspressen. Den er heller ikke objektiv, da jeg på forhånd har valgt sundhed og frihed som værdier, jeg ønsker at fremme, og da jeg har valgt en kritisk indstilling til både den herskende sundhedsdiskurs og til de gamle medier. Man kan sige, at det også er en form for propaganda, selvom den i mit tilfælde i hvert fald ikke lever op til kravet i definitionen om, at den skal være ‘organiseret’, da det jo bare er mig, og jeg bestemmer suverænt frit, hvad jeg vil bringe og ikke bringe.

I andre dele af den alternative presse, især den udenlandske, virker det mere som om, at der er en organisering, da bestemte alternative fortællinger bliver fremmet, mens andre bliver undertrykt på tværs af forskellige udgivelser. Ligesom de gamle medier er styret af tabuemner og -vinkler, som man absolut ikke må komme ind på, så sker det også i de alternative medier, ligesom nogle af de alternative medier tilsyneladende er kontrolleret af de samme magtinteresser, der kontrollerer de gamle medier.

Den “kritiske” journalistik i den alternative presse er ofte allergisk overfor selvkritik, bl.a. fordi aktørerne i vid udstrækning er drevet af følelsesmæssigt engagement helt uden professionel organisering. Derfor bliver saglig kritik ofte opfattet som personlig kritik.

Krigen om sandheden

Den anden form for journalistik, der umiddelbart forekommer som mere magtkritisk, er den naturlige modreaktion på den magtlydige journalistik i de ældre medier. De to grupperinger battler så om sandheden, hvilket kunne være et ganske demokratisk setup, hvis læserne blev præsenteret for begge perspektiver i lige høj grad. Det sker ikke, da “krigen” omfatter en isolerende os-mod-dem-holdning på begge sider, og da de ældre medier når ud til langt flere læsere, lyttere og seere end de nye, kritiske medier og journalister. Der er ingen fælles arena og platform, hvor debat og meningsudveksling på tværs kan forekomme.

Mange kritiske journalister kalder sig folkejournalister eller borgerjournalister og bruger udelukkende de sociale medier, i Danmark især Facebook, til at distribuere information. Det giver en meget begrænset og af andre kontrolleret rækkevidde sammenlignet med de ældre medier og deres distributionskanaler. Det er derfor en unfair kamp, hvis det skal være en kamp.

Forslag til nyt medie

Det kunne være interessant med et nyt medie i Danmark, der leverer objektiv journalistik, og som forholder sig kritisk til både de ældre medier og de andre.

Det vil kræve en høj grad af faglig etik hos ledelsen og journalisterne, ligesom et sådan medie skal være finansieret på en sådan måde, at det er realistisk og bæredygtigt at praktisere den rette etik i praksis. Ellers bliver man hurtigt opslugt og fordærvet af pengemæssige eller følelsesmæssige motiver. Men det burde være muligt, hvis der er vilje, evner og forretningsplan.

Relateret: