Det Toppolitiske Spektrum er en politisk-psykologisk teori udviklet af Peer Brændgaard som hjælp til at forstå moderne toppolitik.
Teorien placerer enhver toppolitiker i et to-dimensionalt spektrum. I Danmark findes toppolitikere bl.a. i folketinget og regeringen. Teorien antager, at det kun er muligt at blive valgt ind i folketinget, hvis man som individ i udgangspunktet som minimum er uvidende og lokket.
Den ene dimension går fra uvidende til psykopatisk. Denne dimension handler primært om politikerens indre psykologiske tilstand. Den mest uskyldige tilstand er den uvidende tilstand, hvor politikerens foretager skadelige beslutninger i god tro som følge af uvidenhed om emnet. Det kan få politikeren til at gøre ondt i den tro, at det er godt. Den mest skadelige tilstand er den psykopatiske tilstand, hvor politikeren har mistet enhver ægte empati og finder sadistisk nydelse ved at påføre skade.
Den anden dimension går fra lokket til presset. Denne dimension handler primært om politikerens motivation som følge af relationer til andre personer og organisationer. Den mest uskyldige tilstand er den lokkede tilstand, hvor politikeren er lokket af magt, penge, berømmelse og andre goder, der følger med jobbet og samfundspositionen. Den mest farlige er den pressede tilstand, hvor politikeren bliver afpresset og truet af eksterne parter til at føre en bestemt politik.
En person, der i udgangspunktet er vidende og drevet af ægte idealer, vil systemet med næsten alle midler forhindre komme indenfor som f.eks. medlem af folketinget. En sådan person udgør en stor trussel for systemet ved at kunne afsløre uvidenhed og skadelige motiver hos kollegerne.
De fleste karrierepolitikere kan påvirkes til uvidenhed og lokkes med penge, magt og medieomtale. Det er formentlig her vi finder den store masse af danske politikere.
Hvis en politiker mod forventning begynder at udvikle reel og kritisk viden om en magtbærende fortælling, der er baseret på bedrag, så kan dette holdes nede ved yderligere og mere målrettet propaganda (organiseret, overtalende kommunikation). Hvis politikeren fortsat insisterer på sandhed, så kan eksterne påvirkningsagenter blive sat ind med forskellige former for afpresningsoperationer. Det handler typisk om at finde eller skabe noget skamfuldt karriere- og troværdighedsødelæggende smuds på politikeren, som påvirkningsagenten så truer med at offentliggøre, hvis politikeren ikke makker ret.
Udvidelse af modellen
Figuren kan udvides med to ekstra dimensioner, der karakteriserer de emner, som politikerne bliver lokket og/eller presset til at gå op i. Den ene dimension går fra reel løgn til reel sandhed, mens den anden går fra reelt ligegyldig til reelt vigtig. Det er her vigtigt at huske, at en reel løgn kan blive opfattet som en stor sandhed, ligesom en reel ligegyldighed på samme måde kan opfattes som en stor vigtighed, selvom det er løgn.
Politiske agendaer, som de dybe magthavere ønsker gennemført, og som befolkningen ikke ville gå med til, hvis de fik sandheden at vide, kan gennemføres via løgnehistorier. Det kan f.eks. være ved via bedrag at skabe opfattelsen af en stor trussel, som får befolkningen til ligeledes at acceptere (falske) løsninger, der reelt er gennemførelsen af den dybe agenda, der er drevet af helt andre politiske formål, som befolkningen ikke bliver oplyst om. Mulige eksempler: corona, klima og 9/11.
Samtidig kan folket holdes distraheret fra at opdage bedrag via politikere, der lokker vælgerne med politiske sager, der reelt er ligegyldige, og hvor det tilmed er ligegyldigt, om sagen er baseret på løgn eller sandhed. Mulige eksempler: islam-kritik, trans-rettigheder og MeToo-feminisme.