Som du forhåbentlig har hørt, så blev jeg den 16. april 2019 frikendt i Østre Landsret for alle tiltaler om blufærdighedskrænkelse og voldtægt. Jeg blev frikendt med dommerstemmerne 6-0.
Ud over den dybt uretfærdige dom i Københavns Byret, så blev jeg også hængt ud som voldtægtsforbryder i flere medier, og jeg blev udsat for massiv shitstorm på Facebook.
Det var flere måneder i helvede. Beskyldt for noget af det værste, jeg kan forestille mig at gøre: voldtægt.
Hvad så nu, hvor jeg er blevet pure frifundet af seks enige landsretsdommere? Er alt så tilbage ved det gamle?
Nej! Der er en larmende stilhed fra alle dem, der havde travlt med at hænge mig ud. Ingen undskyldninger. Ingen beklagelser. Tværtimod er der nogen af projektørerne, der er blevet så indebrændt af irritation over, at jeg blev pure frifundet, at de skriver lange beskeder til mig om, hvor sikre de er på, at jeg er et dårligt menneske.
Jeg kalder dem ‘projektører’, fordi jeg fornemmer, at jeg er et objekt for deres psykologiske projektioner. Jeg fornemmer, at de selv er blevet krænket engang. Det er selvfølgelig trist, men det hjælper dem næppe at de også gør sig selv til krænkere ved at overfalde mig på den måde. Jeg forstår, at de søger retfærdighed, men det er altså ikke mig, der har gjort dem noget. Jeg foreslår, at de graver ned til, hvad det dybest set handler om og får løst de knuder. Og lader mig være i fred.
Min psykolog kalder fænomenet ‘krænkethed by proxy’. Det tør jeg ikke gå mere ind i her, men der er brug for mere offentlig debat og oplysning om emnet med psykologiske og sociologiske fagfolk på banen.
Voldtægt eller vildledning
Jeg synes også, at B.T., Ekstra Bladet og Se & Hør skulle tage ansvar for deres udhængning af mig inden endelig dom. De gik helt i selvsving efter dommen i Byretten, selvom jeg ankede den på stedet, og selvom alle journalister burde vide, at en anket dom i Byretten ikke er den endelige dom. De kunne tage ansvar ved at bringe en opdatering i alle deres præmature artikler, hvor de linker til deres artikler om min frifindelse. Som det er nu, så fremstår jeg stadigvæk som en dømt voldtægtsforbryder, når folk googler mig. Det er mildest talt ikke det bedste for min virksomhed som sundhedskommunikatør. Medierne burde sikre, at det er deres artikler om den endelige dom, der dukker først op i søgeresultater.
Og så er der selvfølgelig mine kollegaer i sundhedsbranchen (der åbenbart mere ser mig som en konkurrent eller kritiker, som de vil nyde at få ned med nakken), der var hurtige til at udnytte situationen efter Byretten til at hænge mig ud. De er også larmende tavse nu, og de har næppe slettet eller opdateret deres tidligere opslag.
Hvis nogen er interesseret i at høre hele historien om denne mærkelige sag, så kommer jeg gerne ud og holder foredrag og/eller deltager i debat. Det handler ikke kun om mig. Det handler om emner af relevans for mange: køn, kommunikation, SoMe-shitstorm, retssikkerhed og sex. Kontakt mig, hvis du overvejer at booke mig til et arrangement.