Mundbind gør mig deprimeret – men jeg forstår nu folk bedre

I myldretiden i dag skulle jeg tage metroen fra Trianglen til Frederiksberg. Jeg kom dog aldrig ud af Trianglen, da toget var forsinket, og jeg blev deprimeret.

Da stemmen i højttaleren havde sagt, at der ville være nogle minutters forsinkelse, så gik jeg rundt på perronen og fornemmede stemningen fra de mundbindsbeklædte medmennesker, der stimlede sammen. Tristheden voksede i mit sind, da jeg fornemmede, at de fleste af disse mennesker havde det som traumatiserede børn, der har været udsat for gentagne overgreb. Jeg fornemmede, at deres sind var fyldte af frygt; de var skræmte fra vid og sans.

Toget kom aldrig, i hvert fald ikke mens jeg gad vente på det, eller så længe jeg kunne udholde af blive smittet med den depressive corona-sindstilstand, så jeg gik op igen og svor for mig selv, at fremover tager jeg altså cyklen, da jeg simpelthen ikke kan tåle hverken mundbind på mig selv eller mundbind på andre. Det gør mig deprimeret at se så mange mennesker frivilligt iføre sig, hvad jeg opfatter som en slavemaske, der symboliserer underkastelsen for et fascistisk, kommunistisk, teknokratisk diktatur, der er i gang med at ødelægge både folkesundheden og folkefriheden i Danmark og det meste af resten af verden.

På vejen hjem reflekterede jeg over, at jeg bliver nødt til at gribe oplysningen til mine frygtfyldte medmennesker helt anderledes an fremover, og jeg ved ærligt talt ikke helt, hvordan jeg skal bære mig ad med at trænge igennem. Sagen er jo den, at de er dybt traumatiserede af regeringens, myndighedernes og kollaboratørpressens propaganda gennem mere end et år. De er fanget i frygt, hvor rationelle argumenter ikke kan trænge igennem. Det eneste, der reelt kan virke, i hvert fald på den korte bane, er, hvis de samme autoriteter, som har udsat dem for, hvad jeg opfatter som planlagt overgreb, pludselig afblæser coronafrygten, hvilket der absolut ikke er udsigt til, at de gør, da bagmændene er fast besluttet om at fortsætte projektet, indtil folket siger stop. De traumatiserede er på den måde fanget i et falsk håb om, at dem, der har udsat dem for traumet, også er dem, der skal føre dem ud af det igen. Sådan går det sjældent og derfor næppe heller, når overgrebet er i form af frygtfremmende propaganda om corona.

Nå, men jeg har foreløbigt besluttet mig for, at jeg vil gå meget mere nænsomt til værks i min offentlige kommunikation fremover. I hvert fald den del der henvender sig direkte til de sovende får i det, der ligner en apokalyptisk B-film med zombier. Det omfatter således IKKE dette indlæg, da jeg jo så ikke vil omtale ofrene for overgrebene som hverken får eller zombier. I må bære over med mig; jeg skal lige selv have fordøjet dagens indsigt, før jeg kan skifte kommunikationsstrategi.