Først ringer journalisten og laver interview-aftale med mig. Derefter aflyser redaktøren i sidste øjeblik med dårlig undskyldning. Samme mønster igen og igen.
Jeg har i dag igen erfaret censuren og cancel-kulturen i den danske presse. Denne gang var det TV2 News, der agerede præcis, som jeg havde forudset.
Jeg blev ringet op af en journalist fra TV2 News i dag. Han spurgte, om jeg ville udtale mig som betydningen af meltype for sundheden, da han kunne se, at det var et emne, jeg havde udtalt mig om før. Jeg skulle i så fald være med live kl. 17:30. Jeg svarede ja og ventede så bare på at modtage den besked, der tikkede ind på SMS kl. 16:34 fra TV2’s redaktør:
“Hej Peer. Vi bliver desværre nødt til at aflyse interviewet på News her til eftermiddag, da vi er kommet til at lave en dobbeltbooking.”
Det kan selvfølgelig ske, at man kommer til at gøre det, selvom man er et professionelt medie med mange års erfaring. Jeg har så bare erfaret lige præcis dette ske gang på gang, når en ung journalist ringer for at lave aftalen med mig, hvorefter den så bliver standset af redaktøren, der åbenbart også har censur som arbejdsopgave. Sidst var det Jyllands-Posten, hvor det lykkedes dem at censurere mit navn væk fra en slankemetode, jeg selv havde udviklet, en bog jeg selv havde skrevet og et interview, jeg selv havde givet mediet og godkendt.
Det konkrete hændelsesforløb med TV2 News i dag efter den første kontakt, havde jeg forudset, hvilket tre personer kan bevidne, da jeg fortalte dem, hvad jeg forventede, der nu ville ske, da det var sket flere gange før i tilsvarende situationer indenfor de seneste år. Først aftale med journalisten, hvorefter redaktøren aflyser med en dårlig undskyldning.
Den danske presse er ikke fri
Da den danske presse ikke er fri, så er de selvfølgelig nødt til at praktisere censur overfor kritiske stemmer som mig. Det skyldes ikke, at jeg har en specielt “farlig” holdning til mel i den aktuelle sag. Min holdning der er ret mainstream, og jeg ville ikke have sagt noget “farligt”, hvis jeg var kommet på. Det, der er på spil, er derimod et mere fundamentalt propagandatrick om at lade være med at give nogen som helst taletid til personer, der kritiserer det magtsystem, som pressen er en integreret del af, da enhver omtale kunne risikere at få flere personer til at søge på navnet og dermed blive eksponeret for de “forbudte” holdninger. Omtale, hvor kritikeren iscenesættes af mediet som ‘ekspert’ i et eller andet, skal især undgås, da det tilmed kan øge personens troværdighed i den folkelige perception.
Jeg er ekstra besværlig at censurere, da jeg før i tiden i mange år var en meget omtalt og citeret ernæringsekspert og skribent i mange forskellige danske hovedstrømsmedier. Det betyder, at mit navn ofte dukker op, når journalister søger i mediedatabaser på eksperter indenfor et ernæringsemne. Vi er ikke så mange, der først er blevet godkendt og siden udstødt af mediesystemet, så journalisterne går ud fra, at hvis man tidligere har udtalt sig så meget, som jeg har, så må det være fordi, at der er blevet sagt god for mig.
Jeg er glad for at jeg foreslog, at vi lavede det direkte interview over Facetime, da den unge journalist helst ville have haft mig i TV2-studiet. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville blive aflyst, og så ville jeg skåne mit sind for den vrede, det ville afstedkomme at blive aflyst efter at være begyndt at transportere mig til TV2.
Jeg foreslår derfor, at hovedstrømspressen udleverer en liste til alle nyansatte journalister med navne på folk, som har forbudte meninger, og som derfor ikke må interviewes om noget som helst. Det vil gøre det lettere for de nyansatte journalister og for mig, når man slipper for at sætte sig op til noget, der alligevel bliver aflyst.
Det kunne måske også gøres ved hjælp af AI, der overvåger de menige journalisters kommunikation, så en rød lampe lyser, hvis blot navnet ‘Brændgaard’ eller et af de andre forbudte navne på den sorte liste bliver nævnt i en samtale eller i en forberedende tanke. En avanceret AI kunne designes, så den skjuler censuren for begge parter, både den menige journalist og mig. Når den sorte navneliste ikke ligger fremme på bordene på redaktionerne, så skyldes det jo nok, at illusionen om, at pressen er fri skal fastholdes, især overfor de unge, der lige er kommet fra journalistskolen med idealerne i behold og endnu ikke har opdaget, at moderne journalistik slet ikke er journalistik, men ren og skær propaganda, underholdning og skuespil forklædt som selvhøjtidelig journalistik.
Cover: Unsplash.com (Alex Pudov)
Relateret: