Det er min opfattelse, at begge grupper lider af det samme psykologisk problem: kassetænkning. Jeg forklarer her, hvad jeg mener.
Begrebet ‘kassetænkning’ fusionerer to psykologiske fænomener: dikotom og gruppetænkning. Dikotom tænkning er, når man opdeler alle fænomener som altid tilhørende en af to kategorier og aldrig f.eks. en helt tredje kategori. Gruppetænkning beskriver tendensen til ensretning af tænkningen i forhold til den sociale gruppe, man oplever tilhørsforhold med.
I relation til konspirationsteorier så medfører kassetænkning to tendensser:
- Tendens #1: Enhver, der er uenig med mig om en konspirationsteori, tilhører den anden kasse.
- Tendens #2: Hvis man tilhører den anden kasse, så tænker man ligesom alle de andre i den kasse.
Der er endvidere en tredje tendens, der opstår, når tendens #2 rettes mod ens egen gruppe. Konsekvensen er, at interne kritikere bliver udstødt til en form for ikke-eksistens, der grunder i den fundamentale dikotome enten/eller-tænkning.
Årsagen til mange problemer
Mange af de udfordringer, jeg i de seneste år har oplevet med både hovedstrømmen og modstrømmen kan forklares ved, at min tækning om konspirationsteorier hverken tilhører den ene eller den anden kasse. Dermed har mange i både den ene og den anden kasse svært ved at forholde sig til mig og de prøver, ofte ganske febrilsk, at presse mig tilbage i en kasse, så de kan forstå mig. Det har jeg oplevet fra folk i begge kasser, som således lider af den samme form for psykologiske blindhed overfor fleksibel og nuanceret tænkning om konspirationsteorier.
De to kasser er to sider af samme problem. Og de dybe konspiratører (hvis de findes) er meget interesseret i at fastholde denne dikotomi mellem konspirationsteoretikere i modstrømmen og antikonspirationsteoretikere i hovedstrømmen, da den forhindrer rationel efterforskning samt saglig og fredelig debat om disse vigtige samfundsemner, hvorved de dybdekriminelle kan fortsætte deres organiserede kriminalitet via infiltration af magtapparatet m.v. (hvis det altså er tilfældet).
Men altså: Det er ligesom med slankekure. De prøver at bilde dig ind, at der findes to slags mad: fedende og slankende. Men det er løgn. Du kan gå ned i vægt med en hvilken som helst form for mad, hvis blot du spiser mindre af den, end du plejer. Novo og andre producenter af vægttabsmedicin er meget interesseret i at fastholde dikotomien om slankemad, da den forhindrer mennesker med overvægt i at foretage de effektive og bæredygtige kostændringer, der rent faktisk kunne føre til et varigt vægttab. Novo’s medicin mod overvægt (og type 2-diabetes), kan de kun tjene så mange milliarder på, fordi der i ernæringsbranchen er en urealistisk og skadelig dikotomi omkring mad, der forhindrer varig vaneændring. Samme psykologiske grundproblem findes indenfor mange andre sundhedsområder.
Cover: Unsplash.com (Kelli McClintock)
Relateret: