Mission #2: Mere sund fornuft om køn og kultur

Det andet punkt i min nye missionsbeskrivelse fokuserer på mere sund fornuft om køn og kultur.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan ekstreme meninger om køn og kultur får meget taletid i hovedstrømspressen. Man skulle næsten tro, at nogen fik noget ud af en meget polariseret debat på det område. Ud over at der formentlig er mange klik i den type emner.

Sund fornuft er der derimod sjældent plads til. Især ikke hvis den sunde fornuft samtidig påpeger andre, mere væsentlige emner der burde være genstand for debat i stedet for kønshysteri.

Den invassive kønsidentitet

‘Kønsidentitet’ er det måske bedste eksempel på ekstremisme i mediedækningen af køn og kultur. Alene konstruktionen af begrebet ‘kønsidentitet’ er absurd, hvis man tillader sin hjerne at gøre brug af sund fornuft i stedet for frygt for at komme til at krænke nogen. Begrebet har tilmed en så invasiv karakter, at f.eks. indlæggelsesformularer i det offentlige hospitalssystem nu har et felt, hvor alle bliver spurgt, hvilket køn de identificerer sig som. Det betyder, at den forskruede mening hos en lille minoritet af kønsdysforiske autitster bliver påtvunget os alle at forholde os til som om, at det er helt normalt eller ligefrem respektindgydende at identificere sig som et andet køn med frit valg på alle hylder. Det kan tilmed være en overtrædelse af straffeloven, hvis man påstår, at nogen altså ikke er det køn, som de render rundt og identificerer sig som. Det betyder reelt, at sund fornuft er blevet strafbart uden nævneværdig folkelig modstand. Ligesom det er strafbart at kalde autoriteter for “fascister”, hvis deres adfærd er fascistisk ifølge ordbogens definition af begrebet. Det er godt nok skørt.

Min mening om køn er ganske enkel: Der er to køn, mand og kvinde, og man er nødt til at acceptere sit køn, som det er. Hvis man ikke kan eller vil det, så er det tegn på en eller anden form for mental forstyrrelse. Et sundt samfund skal selvfølgelig inkludere mennesker med psykiske forstyrrelser, herunder “transkønnede”, men samfundet bør ikke tilpasse sig, så det forstyrrede bliver det normale. Samfundet bør styres af sund fornuft og ikke det usunde vanvid, som transkønnethed er udtryk for.

Prøv engang at forestille dig, hvis vi overfører logikken (samfundet skal tilpasse sig menneskers forstyrrelser) fra transkønnethed til andre minoriteters forstyrrelser:

• Åbne pladser skal forbydes, da de krænker mennesker med agorafobi
• Højhuse skal forbydes, da de krænker mennesker højdeskræk
• Edderkopper skal udslettes, da de krænker mennesker med araknofobi
• Elevatorer skal forbydes, da de krænker mennesker med klaustrofobi

Det er bydende nødvendigt, at vi får den sunde fornuft tilbage i debatten om køn og kultur. Sund fornuft fortæller os, at vi godt kan acceptere menneskers forskellige mærkværdigheder uden at lade os diktere af dem. Sund fornuft fortæller os også, at der er forskel på køn og identitet; der findes to køn og uendeligt mange identiteter. Accept af begrebet kønsidentitet er en glidebane for sociale konstruktioner af alle mulige biologiske fænomener, så det ikke længere er fakta, der bestemmer, men derimod følelser, hvor især følelsen af at være krænket over, at andre ikke accepterer ens vanvid, synes at være den helt store magtfaktor i politisk psykologi i det moderne tossesamfund.

Vi ser det samme udfolde sig på andre kulturelle områder, hvor følelserne bliver bragt i kog, f.eks. når kvinder og mænd skændes om ligestilling, når muslimer og islamkritikere skændes, når foldboldfans tørner sammen, når Onkel Reje bliver debatteret, når vegetarere og kødspisere skændes, og når nyheder fra reality-programmer og reality-stjerner bliver diskuteret. Nogle af disse debatemner har sin relevans, men de fleste er ligegyldige, og de er alle underordnet den vigtigste og mest forbudte debat, som er klassekampen, dvs. modsætningen mellem de 1 % rigeste i verden og resten af os i de 99 %, herunder hvordan den magtelite udøver sin magt bl.a. via kontrol over de medier, der tillader masser af debat om køn og kultur, men aldrig afsløringer af og debat om de magtsystemer, som pengemagten opererer igennem og den dybe uretfærdighed, som den ulige fordeling af verdens goder er utryk for. Det kan man i øvrigt godt mene uden at være hverken socialist eller kommunist, da disse politiske etiketter efter min mærkelige mening er fælder for mennesker med sans for økonomisk uretfærdighed; fælder på den måde at man bliver lokket til politiske grupper og partier, der reelt fastholder i stedet for at bekæmpe uretfærdigheden. Se f.eks. hvordan det er gået med kommunisme rundt omkring i verden. Det er altid endt som en anden form for elitestyre, hvor den eneste forskel er de argumenter, der retfærdiggør, at lige netop dén elite skal sidde på magten og rigdom på lige netop dén måde.

Relateret: