Religiøse mennesker er som passagerer i en flyvemaskine med stor tiltro til kaptajnen og maskinen. Spiritualitet er som at lære at flyve selv.
Religion tilbyder et sæt af leveregler, der videre tilbyder åndelig frelse, hvis man følger dem. Hvorvidt dette er sandt eller et falsk løfte for at udøve magt via religion, afhænger sandsynligvis af etikken i religionens leveregler og dermed de karmiske aftryk fra intention til ånd.
God karma og dermed større chance for åndelig frelse opnår man fra religion, der etisk set er baseret på næstekærlighed og ligeværd.
Spiritualitet handler derimod om at lære at flyve, åndeligt set, både i den aktuelle inkarnation og i bardo-stadiet fra denne krop til næste genfødsel.
Realistisk set er der nok ikke særligt mange af os, der er udviklede nok til at bryde fri af genfødslernes cyklus. På den anden side er det da også værd at øve sig på at blive så god til at navigere det åndelige fly, så man selv kan vælge, om man vil træde ind i Himlen eller tage en tur mere i den menneskelige eksistens, når man dør. Det kan også være, at der er flere muligheder end de to.
Under alle omstændigheder så handler spirituel praksis om at lære at flyve i ånden – og lære at dø. Det omfatter, at man lærer at være i ånden, mens man også er i kroppen. På den måde bliver det ikke et komplet chok for en, når livet forlader kroppen, og ånden siver ud og op.
Lev godt og dø sundt.
Relateret: