Sindsro mod offermagt

Offerrollen er den mest magtfulde rolle i moderne politik. Her er nogle tips til at gennemskue den og stå den imod.

Enhver offerrolle er baseret på en offerfortælling.

Enhver fortælling har en større eller mindre grad af sandsynlighed for at være sand.

Når vi mennesker hører en offerfortælling, så reagerer vi med medfølelse eller medlidenhed. Vi bliver motiveret til at hjælpe, beskytte og skabe retfærdighed, måske ligefrem hævn. Disse følelses- og motivationsmæssige reaktioner på offerfortællinger kan kuppe vores sunde fornuft. Når vi går direkte til en følelsesmæssig reaktion i stedet for rationelt at analysere beviserne for og imod offerfortællingen, så risikerer vi at give magt til nogen, der ikke har fortjent den magt. Vi risikerer simpelthen at blive snydt.

Det er i den forbindelse vigtig at besidde den mentale evne til sindsro også i situationer, hvor man bliver bombarderet massivt med informationer om, at nu er den og den blevet angrebet, overfaldet, truet, osv. Det kan være, at historien er sand. Det kan også være, at den er løgn.

Da der er stor magt i offerfortællingen, så er der store motiver for at udføre propaganda, der forstærker opfattelsen af en bestemt befolkningsgruppe er offer for nogen andre, hvorved magten flyttes til den påståede offergruppe. Der er derfor god grund til at være på vagt.

Sindsro kan trænes via mindfulness-meditation og meditation på kærlig-venlighed. Det kan også fremmes ved at praktisere stoisk filosofi i hverdagen.

Når først sindsroen er på plads, så kan du stille dig selv dette spørgsmål:

Hvilke beviser, ud over fortællingen fra det påståede offer selv, er der for, at offerets fortælling er sand? Er der andre vidner? Er der fysiske beviser? Dokumenter? Er der optagelser fra overvågningskameraer? Den slags rationelle beviser er særligt nødvendige i et samfund, hvor offerkortet er det mest magtfulde kort i spillet om magten. Både i det store og i det små.

Hvis vi alene ser på motiv for kriminalitet, så er der i offerfortællinger sædvanligvis større motiv for at lyve sig til at være offer, end der er for at begå overgreb. At lyve sig til at være offer for et overfald kan derfor betegnes om rationel kriminalitet, hvorimod udførelsen af selve overfaldet kan betegnes som irrationel kriminalitet.