Jeg betragter ‘børneporno’ som det overordnede begreb, der fra et brugerperspektiv dækker en række forskellige materialer.
Med ‘brugerperspektiv’ mener jeg fra perspektivet af dem, der forbruger disse materialer med særligt fokus på de pædofile, dvs. mennesker med primær seksuel tænding på præpubertære børn.
Flere har de senere dage kritiseret mig for at kalde det ‘børneporno’, da de mener, at jeg burde kalde det ‘overgrebsmateriale med børn’ i stedet for.
Jeg forstår kritikken, men jeg opfatter ‘børneporno’ som inkluderende mere end ‘overgrebsmateriale med børn’.
Med ‘børn’ mener jeg rigtige, levende børn og ikke f.eks. dukker eller animation, der ligner børn.
Dertil kommer, at hvad der er porno og ikke-porno generelt i vid udstrækning af perceptionen hos modtagerne og ikke kun af intentionen hos afsenderne. Ligesom al andet kommunikation.
Skadelig vs uskadelig børneporno
Den vigtigste skelnen i vurderingen af forskellige typer af børneporno er, om børn har været udsat for seksuelle overgreb, vold eller trusler i forbindelse med produktionen af materialet.
Børneporno kan på den måde inddeles i to kategorier: Materialer, hvor børn har taget skade og materialer, hvor børn ikke har taget skade.
Det er derfor en forkert forenkling at kategorisere alle former for børneporno som overgrebsmaterialer.
Produktion vs besiddelse
I forhold til straf for børneporno er det efter min mening også særdeles vigtigt at skelne mellem produktion og besiddelse.
Produktion af børneporno, hvor børn tager skade, skal straffes hårdt. Det giver rationelt mening og stemmer overens med retsprincippet om at straffe personfarlig kriminalitet.
Hvis man mener, at besiddelse af børneporno skal straffes omtrent lige så hårdt som produktion af børneporno, så giver det emotionel mening, men ikke rationel mening, og det stemmer ikke overens med retsprincippet om at straffe personfarlig kriminalitet.
Besiddelse af børneporno dækker desuden over et bredt spektrum lige fra et bevidst og stort forbrug til, at man ved et teknologisk uheld eller som led i en bedragerisk afpresningsoperation har fået plantet den ubehagelige type materiale på sin computer.
Besiddelse af børneporno bør derfor efterforskes og retsforfølges i forhold til typen af besiddelse samt typen af materiale.
To relaterede tematikker
Der er to vigtige, relaterede tematikker til denne debat. Den ene er spørgsmålet om betydningen af besiddelse af børneporno for risikoen for, at besidderen begår overgreb på børn. Den anden er ytrings- og informationsfriheden generelt.
Med hensyn til den første tematik, så kan man argumentere for, at børneporno inkl. børnesexdukker på recept, dvs. børneporno hvor ingen børn er kommet til skade under produktionen, til klinisk diagnosticerede pædofile kan være et virkemiddel til at reducere risikoen for overgreb på børn. Det tiltag bør selvfølgelig ikke stå alene, men indgå i en holistisk behandling af pædofili, der f.eks. også kan omfatte psykoterapi, empati-træning, systemer til at undgå kontakt med børn og medicinsk reduktion af sexlyst.
Med hensyn til den anden tematik, så vi være på vagt, når følelser af at være krænket på egne eller andres vegne skaber en politisk folkestemning om stramning af lovgivning med flere forbud eller større straffe for udbredelse eller besiddelse af informationsmaterialer. Og de fleste former for børneporno er jo netop det: informationsmaterialer.
Jeg frygter derfor en glidebane med børneporno som løftestang, hvor vi kan ende med britiske tilstande, hvor der lige nu foregår en regulær krig mod ytringsfriheden, hvilket jeg har dokumenteret med talrige eksempler i Nyhedsportalen. Det sker ved, at lovgiverne og ordensmagten misbruger hensyn til, at nogen føler sig krænket over, at andre besidder særlige former for information eller ytrer særlige ord eller billeder.
Relateret: