Det er svært at tro på noget, som man aldrig har hørt om.
Frem til 2016 troede jeg ikke på konspirationsteorier. Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at det primært var fordi, at jeg simpelthen aldrig havde hørt om nogen konspirationsteorier. I hvert fald ikke på en saglig måde, dvs. som ikke kun handlede om at nedgøre folk, der tror på den slags “tosserier”.
Konspirationsteorier om 9/11 var de første, jeg begyndte at studere. Jeg kan huske, at det undrede mig meget, naiv som jeg var, at den almindelige presse slet ikke havde forholdt sig til nogle af de gode argumenter og beviser, som nogle konspirationsteorier om det store terrorangreb på USA rent faktisk var baseret på, specielt i forhold til Bygning 7. Det var den undren og naive insisteren på, at de almindelige, store medier også burde beskæftige sig ordentligt journalistisk med den slags, der startede min deroute mod at blive persona non grata i etablissementet – grundigt karaktermyrdet af en zionistisk honningfælde.
Det er stadigvæk i dag karakteristisk for hovedstrømsmedierne, at de ikke dækker konspirationsteorier på en seriøs måde. Alene det at kalde det konspirationsteorier er en måde at undgå at forholde sig seriøst til dem. Herunder at undgå at erkende, at en teori om en (hemmelig) sammensværgelse ikke nødvendigvis er falsk, da mennesker jo godt kan finde på at rotte sig sammen og holde det hemmeligt for andre udenfor gruppen. Teoretisk set. Ligesom retssystemet gennem tiden har dømt mange mennesker til lange fængselsstraffe for kriminelle konspirationer.
Det er nok stadigvæk gældende, at den primære grund til, at de fleste ikke tror på konspirationsteorier er, at de store medier, som de får deres nyheder fra, ikke beskæftiger sig sagligt med indholdet i disse alternative teorier om kriminalitet og politik. Almindelige menneskers sind bliver fyldt med andre forklaringer, og til sidst er der ikke plads til mere. Det er derfor interessant at belyse, hvad der holder de store medier væk fra at beskæftige sig seriøst med konspirationsteorier som udtryk for magt- og systemkritik.
Medierne er drevet af frygt
Under overskriften ”Why Do Good People Become Silent – Or Worse – About 9/11?” lavede Frances T. Shure en grundig beskrivelse baseret på akademisk forskning og klinisk-psykologiske observationer. Frances T. Shure er Licensed Professional Counselor i USA med bl.a. to kandidatgrader og 20 års erfaring som psykoterapeut i bagagen.
Hendes problemformulering var meget enkel:
Hvorfor har der ikke været nogen seriøs sandhedssøgen i de etablerede mediers dækning af 9/11?
Hendes dybdegående analyse kom frem til, at det handler om, at medierne er drevet af frygt. Frygten kommer fra pres på medierne for at følge en konsensusopfattelse af verden. Dette pres kommer fra stærke enheder i samfundet og fra selve virksomhedsstrukturen i medierne. Dette pres skaber frygt, der florerer i nyhedsfabrikkerne:
- Frygt for ikke at nå forventningerne til fremgang i profit i det næste kvartal
- Frygt for lave seertal på TV-nyheder
- Frygt for at blive sagsøgt af stærke virksomheder og andre instanser i samfundet
- Frygt for at de store annoncører trækker sig
- Frygt for at blive angrebet af andre medier, hvis man afviger fra konsensusopfattelser
- Frygt for at blive forfulgt af arbejdsgiveren, hvis journalisten ikke følger mediets retningslinjer
- Frygt for konsekvenserne ved at ikke bringe en historie, som andre medier bringer, selvom det er en utroværdig historie
- Frygt for at krænke lokale offentlige personer eller indflydelsesrige grupper
Det stemmer meget godt overens med mine personlige erfaringer med konfrontation af hovedstrømmens journalister, redaktører og mediefolk; de reagerer med frygt på mine kritiske spørgsmål og forslag. Ikke så meget hån og spot målrettet mig, men mere frygt på deres egne vegne. Jeg kan se det i øjnene på dem. De er bange for, hvad der vil ske, hvis de begyndte at følge mine forslag til, hvad ordentlig journalistik også burde omfatte. De foretrækker derfor at fortsætte den vellønnede, journalistiske livsstil som strudse med hovederne dybt begravet i sandet.
Jeg synes, at de er en flok kujoner, der har ofret deres etik og integritet for mammon. Samtidig er jeg også misundelig på dem, og jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne få bortopereret det center i min hjerne, der regulerer etik og sensitivitet overfor uretfærdighed og bedrag. Mit liv ville være en hel del lettere, og min bankkonto en hel del rigere. Til gengæld får jeg bedre karma og dermed en bedre genfødsel. Æv bæv.
Relateret: