Det er blevet populært blandt vågne, højreorienterede og kendte at være kristen. Jeg har dog svært ved at se det som andet end en sutteklud for voksne.
Kristendom er ligesom sport efter min mening noget, man bør vokse fra som led i sin personlige og åndelige udvikling som voksen.
Jeg har selv troet på Jesus i den form, som folkekirken og mange frikirker prædiker. Det gør jeg ikke længere.
Det betyder ikke, at jeg ikke tror på Jesus, men jeg tror ikke på den kirkedominerede fortælling om hans rolle i det kosmiske spil. Jeg tror ikke, at han kommer og redder mig. Jeg tror ikke, at det nytter noget at bede til ham. I hvert fald ikke på den mekaniske, upersonlige måde. Jeg opfatter alt, hvad der foregår i en kirke som skuespil. Det gælder også frikirker og lignende.
Jeg tror på, at Jesus var en historisk person, der var åndeligt oplyst. Jeg tror på Jesus som min rollemodel. Jeg tror på, at jeg skal være Jesus tro ved at gøre som ham: søge sandhed og oplyse andre, konfrontere mørket, sige fra overfor uretfærdighed, undertrykkelse og magtmisbrug indenfor politik og religion.
Jeg mener, at den kristne kirke har forvandlet Jesus til at være symbol på lige præcis det, som han var modstander af. Problemet grunder i Det Nye Testamente, der er fuld af passiviserende fortolkninger langt væk fra den essens, der trods alt kommer til udtryk i de direkte beskrivelser af, hvad Jesus sagde og gjorde.
Relateret: