Her er nogle gode råd til vågne modstandsfolk til at bruge Facebook og andre sociale medier medier på en mentalt sundere og politisk mere effektiv måde.
Facebook blev hurtigt det foretrukne sociale medie for danske modstandsfolk under coronabesættelsen. Siden da har andre politiske sager overtaget fokus i modstrømmen af brokkerøve.
Hvis du er en brokkerøv som mig, hvorfor så ikke blive en mere effektiv brokkerøv?
Jeg vil for det første anbefale dig at holde op med at bruge Facebook til debat. Det stoppede jeg selv med for flere år siden. Det handler helt konkret om at lade være med at debattere med folk via kommentarer. Stil gerne uddybende, faktuelle spørgsmål til opslag, men Facebook er af et hav af grunde særdeles uegnet til politisk debat, især når man har en system- og magtkritisk holdning til en sag. Politisk debat bør i stedet foregå online på platforme med ytringsfrihed eller endnu bedre i den virkelige verden via personlige møder.
Relateret til det kan du bruge Facebook til at øve dig i mindful impuls-kontrol. Når du mærker impulsen til at skrive noget vredt, så træk vejret og spørg dig selv, hvorvidt det vil gøre gavn eller skade at ytre det, som impulsen fortæller dig, at du skal ytre. Der er ikke noget forkert i at føle vrede, men prøv at sætte en mindful pause ind mellem følelsen og ytringen, så dine ytringer ikke kun er drevet af vrede, men også af visdom. Hvis du mærker, at din kommunikation ikke vil gøre gavn, så lad være med at sende den ud.
Yderligere relateret til det er vigtigheden af at finde et andet primært forum til politisk oplysning og debat. Substack er et godt bud. Endnu bedre er netmedier, der kommunikerer uden et potentielt censurerende mellemled. Substack er for nylig blevet tvunget til at indføre censur for britiske brugere for at overholde den nye, drakonisk stramme britiske lovgivning om ytringer på sociale medier. Derfor fokuserer jeg på mit eget netmedie ViaBraendgaard.dk og ikke Substack. Hvis nogen skal censurere mig, så skal det være mig selv. Jeg censurerer heller ikke andre brugere på ViaBraendgaard.dk. Det eneste, jeg fjerner, er spam fra robotter.
Husk også at realitetstjekke din observans ved at møde normale mennesker i den virkelige verden. Facebook virker som en ekkokammer, hvor man bliver bekræftet i, at man har ret, næsten uanset hvad man mener. Det giver indtryk af, at den generelle opinion i befolkningen er på linje med det, man selv mener, næsten uanset hvad man mener. Konsekvensen er politisk passivisering ved at indgyde en falsk følelse af, at man altid er lige ved at vinde, og når man er det, så er der jo ingen grund til at gøre noget rigtigt ved problemerne, for lige om lidt så løser det af sig selv, fordi så mange er enige. Men det er et falsk indtryk skabt af Facebooks algoritmer. Ikke nødvendigvis for at manipulere dig til at mene noget bestemt, men mere for at give dig en positiv oplevelse af det sociale medie, der giver dig lyst til at komme tilbage igen og igen og få et nyt dopamin-kick til synet af antallet af likes på dit seneste opslag. Det er derfor vigtigt at afbalancere Facebook med deltagelse i det almene samfund om ikke for andet så for at få et realitetstjek af udbredelse af vækkelsen, der virker meget større på Facebook, end den er i virkeligheden. Det er ikke nok at deltage i demonstrationer, da de forsamlinger jo blot er ekkokammeret flyttet ud på gaden. Du skal derud, hvor folk er rigtigt ligeglade, uvidende og uenige – og der er ikke så langt.
Fredelige og venlige samtaler
Fordelen ved at mødes i fredelige og venlige samtaler med normale mennesker er også, at det er der (og kun der) folkeoplysningen kan sprede sig. Hvis du kun deler på Facebook, så oplyser du dem, der i forvejen er oplyst, hvilket jo ikke udbreder den magtkritiske viden. Facebook uden virkelighed gør samtidig, at forskellen mellem holdningerne i dit Facebook-ekkokammer og holdningerne blandt normale mennesker i virkelighedens verden bliver større og større, så du får sværere og sværere ved at føre en oplysende samtale med et medmenneske udenfor dit ekkokammer. Normale vil simpelthen opfatte dig som en tosset ekstremist, også selvom du har ret, alene af den grund at dit perspektiv er alt for mange erkendelsesskridt væk fra deres, og dit ekkokammer har gjort dig så vred, at du er ude af stand til at møde den enkelte, hvor den enkelte faktisk er. Du kan kun råbe, larme og true, og det er ikke kun dumt; det er også kontraproduktivt i forhold til det, der burde være målet med din kommunikation: at oplyse andre om løgne og uretfærdigheder, som de ikke var klar over fandtes, da deres normale medier og omgangskreds aldrig har nævnt det. Facebook-ekkokammeret gør, at du forudsætter, at folk ved noget, vil noget og mener noget, som de simpelthen ikke gør. Folkeoplysning om disse kontroversielle emner er derfor i udpræget grad en pædagogisk opgave, hvor man lige så godt kan gøre brug af de virkemidler, der beviseligt virker, og de omfatter ikke larm og spektakel.
Konklusion: Fortsæt gerne med at dele på Facebook, men afstå fra debatter og find et andet netmedie med ytringsfrihed til dybdegående debat og udvikling. Hvis du mener din aktivisme alvorligt, så meld dig som frivillig til at gå på gaden som folkeoplyser fra menneske til menneske, og accepter, at det kræver kommunikationstræning, før du kan gøre det effektivt.
Relateret:
