Slutmålet er Kommunisme 2.0 (uden vi opdager det)

Vi bliver i disse år forsøgt lokket ind i en ny form for kommunisme, der også følger den gamle drejebog fra Karl Marx. Når først vi ser det, så kan vi sætte os fri.

Marxisme blev som bekendt grundlagt af den tyske jøde Karl Marx i 1848 med udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest. Den pamflet kickstartede den marxistiske politisk-økonomiske teori om, at kapitalistiske samfund er dømt til undergang og før eller siden vil overgå til kommunisme med socialisme som mellemstation. Årsagen er, at arbejderne før eller siden bliver utilfredse med at være slaver for rigmændene.

Marxisme blev det ideologiske grundlag for indførelsen af kommunisme under ledelse af den russiske kvartjøde Vladimir Lenin i form af Sovjet Rusland i 1917, som siden blev til Sovjetunionen. Andre berømte kommunistiske nationer omfatter bl.a. Kina (siden 1949) og Nordkorea (siden 1945).

Kommunistisk bluff via “Vanguard”

Centralt i den marxistiske teori er, at arbejderrevolutionen vil være ledet af en “Vanguard”, der angiveligt repræsenterer arbejdernes interesser mod de undertrykkende, kapitalistiske virksomhedsejere. Hvis vi ser på, hvordan denne “Vanguard” i praksis og historisk set har operereret i Rusland, Kina og Nordkorea, så har det været med ekstremt voldelig undertrykkelse af folket. Kommunisme har i praksis altid været fascistisk i den forstand, at anderledes tænkende er blevet undertrykt. De marxistiske løfter om velstand for folket, når den kapitalistiske markedsøkonomi blev afskaffet, er heller aldrig blevet indfriet i virkelighedens verden.

Kommunisme har reelt været et bluff-nummer for at lokke utilfredse arbejdere til at underkaste sig en anden overklasse uden noget som helst reelt opgør med de grundlæggende problemer med uretfærdig indretning af økonomien og magten i samfundet.

Kommunisme & Kapitalisme: Kontrolleret opposition

Nu kommer vi til mit bidrag til teoriudviklingen. Det er min opfattelse, at kommunisme og kapitalisme fra starten har været kontrolleret af samme skjulte hånd for at fungere som kontrollerede oppositioner. Kapitalisme får kommunisme til at fremstå som den rigtige samfundsmodel. Kommunisme får kapitalisme til at fremstå som det rigtige samfund. Begge modeller er reelt udemokratiske plutokratier (dvs. rigmandsvælder), hvor en lille, herskende elite sidder på hele magten. Både kapitalisme og kommunisme er baseret på materialisme som den drivende kraft, hvorved menneskets potentiale som åndsvæsner undertrykkes i begge systemer. Begge systemer er anti-humanistiske og anti-spirituelle.

Det er endvidere min opfattelse, at der siden Sovjetunionens fald er sket en gradvis fusion af kapitalisme og kommunisme i form af globalisme og korporatisme. Denne udvikling er drevet politisk af, at den globale og korporative magtelite tager Karl Marx’ vurdering af risikoen for folkelig revolution meget seriøst.

Retfærdighed er den største trussel for det uretfærdige samfund

Nu hvor de fleste i verdens befolkninger oplever, at deres basale behov for mad, ting og underholdning er dækket, så er risikoen ikke så meget en arbejderrevolution i klassisk marxistisk forstand. Risikoen er snarere, at en betydelig del af verdens menige befolkning ønsker et mere fundamentalt opgør med den herskende rigmandsklasse, som ikke kun handler om, at arbejderne vil have medejerskab og andel i virksomhedernes overskud. En sådan moderne, folkelig revolution drevet af den alment menneskelige sans for retfærdighed vil være en alvorlig trussel mod det globale plutokrati.

Den marxistiske drejebog har “heldigvis” for eliten også løsningen på den udfordring. Løsningen er falske frelsere i form af “Vanguards”, der frelser folket ind i en ny form for undertrykkelse og slaveri. Den løsning kræver falske trusler, som de falske frelsere kan redde folket fra via falske løsninger.

Lad mig give to aktuelle eksempler på “Vanguards”, der kan “redde os” ind i et nyt økonomisk system, hvor vi bliver slaver på en anden måde.

Eksempel 1: Bill Gates & WHO vil redde os mod farlige virusser med vacciner og teknokrati.

Eksempel 2: En endnu ukendt person eller organisation vil redde os fra de grådige regeringer og virksomheder, der nægter at gøre det, der skal til for at redde klimaet. Denne “Vanguard”-strategi via klimafortællingen er bedst i tråd med den klassiske marxistiske idé om en politisk leder, der opstår fra folket for at redde dem mod de onde magthavere. Det er ikke helt utænkeligt, at det kan være en voldelig revolution under ledelse af f.eks. Extinction Rebellion, som “tilfældigvis” er finansieret af den zionistiske superrigmand George Soros, en jøde fra Ungarn.

Løsningen i både eksempel 1 og 2 er principielt set den samme: Indførelse af et nyt, globalt-centralt styret økonomisk system baseret på total digital-teknologisk overvågning og kontrol af adfærd og transaktioner ned til mindste mikroniveau. Det er Kommunisme 2.0.

Eliten hader fredelig, økonomisk nationalisme

Som en afsluttende note er det værd at bemærke, at begge de to vindere af 2. Verdenskrig “tilfældigvis” valgte at følge det samme globale pengesystem i stedet for at nationalisere pengeskabelsen. Jeg tænker her på de vestlige allierede som repræsentanter for kapitalismen og sovjet-russerne som repræsentanter for kommunismen. Det kan være et vink med en vognstang om, hvem den usynlige hånd er.

Taberen af 2. Verdenskrig var som bekendt Tyskland. Der er så meget dårligt at sige om nazisterne, at det er let at glemme, at intet er så skidt, at det ikke også er godt for noget. Nazi Tyskland repræsenterede således nationalisme inkl. nationalisering af pengeskabelsen som en måske reel konkurrent til både den centralbankbaserede kapitalisme og den centralbankbasserede kommunisme. Det var derfor vigtigt at skabe en opfattelse af Nazi Tyskland som ondskaben selv, så alle fremtidige forsøg på nationalisering blev opfattet som intolerante, egoistiske og voldelige.

Lad os leve i ‘venskaber’

Når kommunisme kunne få så godt tag i mennesker, så skyldtes det måske, at det minder os om en gammel idé om en simpel måde at leve livet på, der har fungeret før i siden. Den reelt gode proto-kommunisme kom måske bedst til udtryk i den græske filosof Epikur, der anbefalede mennesker at leve i små, selvregulerede samfund, som han kaldte ‘venskaber’, og som var en form for kollektiver med fokus på at leve et godt liv med en høj grad af nydelse og etik, mens livets besvær med at dække materielle behov blev lettet via kollektivet uden behov for hverken nationalstat eller globalisme. Den indretning af nationalstaten i mikrosamfund kan meget hurtigt blive aktuel igen som modgift til globalismen, teknokratiet og bedraget.

Relateret: