Facebook og andre sociale medier har gjort kritisk politisk oplysning og debat til alles kamp mod alle i algoritmesikrede ekkokamre af ufarlighed, hvor alle tror, at de ved mest.
Det, der dybest set foregår i verden, er en magtkamp mellem på den ene side en forholdsvis lille gruppe af mennesker med ekstremt mange penge og på den anden side en noget større gruppe individer blandt folket, der i stedet for penge har masser af vrede og Dunning-Kruger-effekt.
Søvngængere i kamp
Dunning-Kruger-effekten er, når mennesker med forholdsvis lidt viden om et emne ser sig selv som eksperter på området. Det kommer typisk til udtryk ved insisteren på én simpel forklaring på det, der i virkeligheden er meget mere kompliceret og nuanceret. I den tilstand af pseudoekspertise føler fremtrædende individer blandt folket sig kaldet til kamp via tastaturet og selfie-kameraet.
Disse individer mener, at de har gjort deres egen research, der aldrig omfatter referencer til rigtig forskning eller efterforskning, og de er så overbeviste om, at de har ret, at de ikke kun handler med stor vrede mod dem, de opfatter som de onde; de reagerer også med stor vrede mod andre individer blandt folket, som de ellers troede var på deres side, men det er de åbenbart ikke, når de vover sig til at stille kritiske spørgsmål. Jeg har selv oplevet dette utallige gange i mit samspil med “vågne” under coronabesættelsen.
Grobund for ekstremisme
Det er farligt, når idioter tror, at de er klogere, end de faktisk er. Det er bl.a. grobund for ekstremisme, hvor man ser sig sur på en bestemt befolkningsgruppe (f.eks. jøder, muslimer eller folketingsmedlemmer) i forenklede konspirationsteorier om verdens ondskab.
Ondskab findes, men det udfolder sig meget mere kompliceret, end det mange “eksperter” på Facebook osv. giver udtryk for. Der er mange lag, og pseudoeksperter holder op med at grave, når de kommer ned til lag, de ikke kan forstå. Derfra står de så og råber, at alle andre tager fejl, og hvis man ikke er enig med dem, så bliver man afvennet og blokeret, for de tåler ikke uenighed; de tåler kun at være uenighed, mens vreden går i selvsving kun afbrudt af periodevise karantæner, når man har rullet for meget rundt i sit eget lort, som man selvfølgelig ikke selv kan se eller lugte.
Ingen debat
Konsekvensen er, at der er ingen udviklende debat blandt “vågne”. Der er kun ekkokamre og skænderier. Der er ingen udviklende uenighed. Når alle er eksperter, og enhver ved bedst selv, så er der ingen motivation for samling i hverken undersøgelse eller folkeoplysning.
Enhver kan finde en vild video eller nyhedsartikel på nettet, der tilsyneladende afslører noget utroligt vigtigt. Jeg modtager dem dagligt i massevis fra godtroende “vågne”, men jeg er holdt op med at se på dem, da de stort set altid er falske nyheder.
Når du ikke kan skelne mellem viden og fiktion, så bliver du opfattet som fiktion
De “vågne” kan ikke selv se, at det er et stort problem, at de ikke kan skelne mellem sandt og falsk. De tror, at det ikke gør noget, at man spreder et par løgnehistorier, hvis bare sandheden også kommer frem indimellem. Men det er netop derfor, at “vågne” har så lav troværdighed blandt “normale”. Når du ikke kan skelne mellem viden og fiktion, så bliver du opfattet som fiktion; den skøre onkel eller tante til familiefesten, som ingen tager alvorligt, og som mange er lidt bange for.
Ydmyghed om viden
Det ville klæde “vågne” at være mere ydmyge omkring, hvad de ved. Det kan man f.eks. blive ved at træne fleksibel tænkning i sin vurdering af sandhedsværdien af forskellige fortællinger. På en skala fra 0 til 100 % hvor sikker er jeg så på, at denne fortælling er sand? Hvad skulle der til for at enten øge eller reducere den procent?
Det ville også klæde “vågne” at udvikle en basal forståelse for videnskabelige metoder, herunder skelnen mellem kvalitative og kvantitative metoder, da det ellers er umuligt at gennemskue løgnagtige konspirationsteorier. Det er også gavnligt med basal viden om kriminologi og efterforskningsmetoder, da konspirationsteorier jo ganske ofte handler om mere eller mindre velbegrundede mistanker om organisaeret kriminalitet. Det kan derfor hjælpe at vide noget om, hvordan kriminalitet egentlig er organiseret.
Man er nødt til at kende systemet for at kunne kritisere systemet
Den vigtigste akademiske disciplin at udvikle kendskab til er dog propagandastudier, dvs. undersøgelser af organiseret, overtalende kommunikation med særligt fokus på bedrag og de bagvedliggende magtsystemer, der gør moderne propaganda mulig og effektiv. Men desværre er der en udbredt modvilje mod akademisk viden blandt “vågne”. Man opfatter denne form for viden som korrupt og manipulerende. Det er dog at vælge den lette løsning at springe rigtig uddannelse og akademisk viden over. Man er nødt til at kende systemet for at kunne kritisere systemet på en måde, så også folk i systemet kan forstå kritikken.
Relateret: