Budskabet “Du er, hvad du spiser” har formentlig givet mange mennesker unødvendig meget dårlig samvittighed over deres spisevaner. Specielt i Danmark, hvor mange spiser gris.
Heldigvis bliver du ikke en gris af at spise frikadeller. Du bliver heller ikke sød af at spise slik og ej heller fed af at spise fedt. Hvis du er en torsk, så har det heller ikke noget at gøre med dit indtag af fisk.
Det er faktisk sundere og mere brugbart at vende det på hovedet: Du spiser, som du er. Den opfattelse er underbygget af sociologisk forskning i madkultur og kostvaner. Det, du er, psykologisk, socialt og kulturelt, er afgørende for, hvad du spiser og udgør rammerne for, hvad der er realistisk og bæredygtigt, hvis maden også skal være fysisk sund. Sociologien skaber de rammer, som du kan tage små skridt indenfor, hvis du vil ændre kostvaner uden at krænke dig selv, det du er, og som du ikke kan flygte fra, uanset hvor mange strenge kure, du går på og uanset hvor meget, du forbyder dig at spise det, du har lyst til (og skammer dig over, at du har lyst til).
Mad med mening
Vi spiser det, vi plejer at spise, fordi det giver mening for os. Meningen er ofte så dyb, at vi ikke selv kan se den. Ligesom vi heller ikke filosoferer dybt over vores behov for ilt, før vi trækker vejret. Vi oplever først meningen, når vi prøver på at spise noget helt andet (f.eks. på en slankekur) og erfarer, at det er umuligt at efterleve i længden. I stedet for at anerkende meningen (vi spiser, hvad vi er), så prøver vi igen og igen at tvinge os til at spise noget helt andet, som nogen har fortalt os er “det rigtige” (vi er, hvad vi spiser). Det fører til en uendelig cyklus af kostplaner, falden i, skyld og skam. Det er simpelthen spild af liv.
Hvis du er stresset, så spiser du formentlig på en måde, der hjælper dig til at stresse ned uden at skabe yderligere stress. Det vil i hvert fald være en smart strategi at spise på den måde, og krop/psyke-systemet er mere smart, end vi selv tror. Mange tilfælde af såkaldt overspisning er i virkeligheden bare meningsfyldt stressspisning, og ved at foretage det skifte i perspektiv får man handlekompetence til at tage små skridt ud af spiseproblemet.
Hvis du forbinder madlavning og fælles måltider med noget positivt fra din barndom, så oplever du sikkert stadigvæk madlavning og fælles spisning som noget let og godt. Hvis du derimod, som jeg, forbinder madlavning og fælles måltider med noget negativt fra barndommen, så kan du måske ligefrem få panikangst bare ved tanken om at skulle lave et sundt måltid mad af gode råvarer helt fra bunden for dine venner og familie.
Sådan er vi så forskellige, og heldigvis for det. Accepter, at du er, som du er og få det bedst mulige ud af det. Også på mad- og sundhedsområdet.
Relateret: