Hovedstrømspressen i Danmark er lige så fri som en fange i fængsel.
Ingen kan arbejde mere kritisk, end finansieringen tillader. Det gælder også nyhedsmedier og journalister.
Medierne i den danske hovedstrøm ynder at opfatte sig selv som frie og kritiske. De ansatte journalister tror, at de er eller i hvert fald har lov til at være magt- og systemkritiske, hvis det skulle blive nødvendigt. At man identificerer sig selv som fri og kritisk betyder dog ikke, at man så også er fri, ligesom en mand ikke bliver til en kvinde, uanset hvor meget han identificerer sig som kvinde.
Mens den barske realitet om køn er biologisk, så er den barske realitet om pressen økonomisk. Et hurtigt blik på pressens økonomi afslører, at den danske presse er alt andet end fri. DR er således 100 % finansieret af det offentlige magtapparat med et svimlende beløb på knap 4 mia. kr. om året. De andre kendte nyhedsmedier såsom Jyllands-Posten, Berlingske, Ekstra Bladet og B.T. modtager hver 1.458.333,33 kr. pr. måned (17,5 mio. kr. pr. år) i såkaldt “redaktionel mediestøtte” fra regeringen. Samtidig er statsministeren også pressens minister.
Ingen rationelle bider den hånd, der fodrer dem. Den menige journalist gør det arbejde, som chefen beder ham eller hende om at udføre. Mediechefen gør det arbejde, som direktøren for det hele beder ham eller hende om. Mediedirektøren gør det, som bestyrelsen beder ham eller hende om, og det vigtigste for en “succesfuld” ledelse nu om stunder er at have styr på økonomien, og for de private mediers vedkommende skabe overskud og afkast til aktionærerne.
For DR’s vedkommende er regeringen den eneste kunde. Man er derfor meget naiv, hvis man forventer regeringskritisk journalistik fra den front.
For de privatejede medier på støtten er regeringen også en stor kunde, idet den redaktionelle produktionsstøtte udgør 35 % af de redaktionelle udgifter. Frygt for at miste næsten 1,5 mio. kr. i indtægt pr. måned kan let få enhver mediedirektør til at bede redaktionscheferne om at bede hæren af journalister om at være venlige ved storkundens (dvs. regeringens) politik, da regeringens politik omfatter, at journalisterne får løn for deres arbejde. Der kommer i hvert fald en grænse for kritikken, ligesom nyhedsmediet kan føle sig forpligtet til at viderebringe informationer fra regeringen ukritisk, da den økonomiske organisering jo reelt svarer til, at mediet er en statslig informationsmyndighed, dvs. det modsatte af en fri, magtkritisk presse.
Enhver, der har prøvet at have et lønnet arbejde eller som selvstændig udføre en opgave for en betalende kunde ved, at en sådan økonomisk relation påvirker synet på arbejdsgiveren eller kunden. Man bliver blind for fejl og mangler, og man mister fuldstændigt motivationen for at ytre alvorlig, afslørende kritik ‒ simpelthen fordi man er bange for at blive fyret eller miste en kunde, eller fordi selv den mest korrupte organisation kan have søde mennesker ansat, som man ikke vil gøre ondt.
Store virksomheder, der indrykker store eller mange annoncer i de store medier, kan også have en mere eller mindre skjult politisk agenda med deres annoncering. Hvis de store annoncører f.eks. ikke vil forbindes med “konspirationsteorier“, så kan mediedirektørens realistiske frygt for annoncørflugt drive ham eller hende til at dirigere de redaktionelle chefer til den form for overfladisk nyhedsjournalistik, der karakteriserer alle de store medier i dag.
Hvis du ønsker at komme tættere på erkendelse af sandheden om verden, så er du nødt til at vælge nyhedsmedier, der har dét som mål, og som ideelt set er 100 % finansieret af sandhedssøgende medieforbrugere via abonnementer eller anden brugerbetaling. Tydeligt markerede annoncer for relevante produkter m.v. kan dog være et o.k. supplement, da man ved tydeligt markedede annoncer er klar over, at nu er der nogen, der prøver på at sælge noget eller på anden vis overtale til et eller andet.
Problemet er de mange “gratis” medier, som f.eks. DR, der er gratis for dig, fordi DU som læser, lytter eller seer er produktet, der bliver solgt til nogen, der i det skjulte ønsker at påvirke dig med propaganda camoufleret som journalistik. Disse “gratis” medier er reelt ikke gratis, da den pris, du betaler, er, at din opfattelse af verden bliver fordrejet væk fra virkeligheden og ind i en mental pakkeløsning, der gør dig til det, som magthaverne ønsker, at du skal være, uden at du er klar over, at du faktisk bliver hjernevasket og ensrettet i stedet for oplyst og frigjort.
Løsningen er at blive en bevidst medieforbruger, hvor du er lige så bevidst om, hvad du putter i hjernen, som hvad du putter i munden.
Cover: Unsplash.com (Charles Postiaux)